|
Handelsbetingelser for skoleordninger
Atea Edu online salgs- og leveringsbetingelser til private (ateaedu.dk)
Indhold:
- Aftalegrundlag
- Kontaktoplysninger
- Købsaftaler
- Betaling
- Levering
- Fortrydelsesret
- Reklamation
- Care- eller servicepacks
- Ophavsret og Immaterielle rettigheder
- Personoplysninger
- Eksportrestriktioner
- Ansvarsfraskrivelse- og begrænsning
- Konfliktløsning
1. Aftalegrundlag
1.1 Disse betingelser omfatter kun aftaler mellem Atea A/S, CVR-nr. 25 51 14 84, Lautrupvang 6, 2750 Ballerup ('Atea') og dig som forbruger (som defineret i købelovens § 4a og forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1, dvs. aftaler, du indgår med Atea uden for dit erhverv), og når du køber computere og andet it- og multimedieudstyr i forbindelse med en ordning, der tilbydes til dig som elev på en undervisningsinstitution. Er du erhvervsdrivende, vil enhver aftale mellem dig og Atea være underlagt Ateas salgs- og leveringsbetingelser for erhvervsdrivende og/eller eventuelle andre aftaler mellem dig og Atea-koncernen.
1.2 Dele af leverancen kan være omfattet af særlige licens- og garantivilkår, som er udsted af en tredjepart (typisk producenten eller en distributør). Nogle af disse vilkår er såkaldte 'clik-wrap'- eller 'shrink-wrap-aftaler', og indgås direkte mellem dig og tredjeparten.
1.3 Du kan kun købe produkter og ydelser på ateaedu.dk, hvis du accepterer disse salgs- og leveringsbetingelser. Ved ordreafgivelse har du altid adgang til at læse og acceptere disse betingelser og til at udskrive betingelserne. Du opfordres således til at læse disse salgs- og leveringsbetingelser grundigt og gøre dig bekendt med de deri indeholdte forpligtelser og rettigheder.
1.4 Du skal være opmærksom på, at din brug af computer og andet multimedieudstyr på din uddannelsesinstitution og i undervisningsøjemed i øvrigt kan være underlagt visse begrænsninger i henhold til de retningslinjer og politikker, som din uddannelsesinstitution eventuelt måtte have udstukket, og som du opfordres til at læse på ateaedu.dk inden dit køb. Ved at acceptere disse salgs- og leveringsbetingelser i forbindelse med indgåelsen af købsaftalen med Atea, har du samtidig accepteret sådanne eventuelle politikker og retningslinjer. Indholdet af disse retningslinjer og politikker – og de begrænsninger, der er for brugen af computere og multimedieudstyr – er dog alene et anliggende mellem dig og din uddannelsesinstitution. Eventuelle sanktioner eller begrænsninger i brugen af computeren og multimedieudstyret er ikke Ateas anliggende og er købsaftalen mellem dig og Atea uvedkommende. På samme måde har uddannelsesinstitutionens eventuelle retningslinjer og politikker ingen indflydelse på dine rettigheder som privatkunde overfor Atea, fx hvis der er tale om mangler ved det leverede.
1.5 Din uddannelsesinstitutions it-afdeling stiller endvidere en support- og fejlmeldingsfunktion til rådighed for dig. Det nærmere indhold af denne supportfunktion, herunder åbningstider mv., oplyses af din uddannelsesinstitution. Du skal være opmærksom på, at så længe, du har adgang til at bruge din uddannelsesinstitutions supportfunktion, skal alle henvendelser om brug af det leverede it- og multimedieudstyr i første omgang ske til din uddannelsesinstitutions supportfunktion. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med reklamation over mangler (se punkt 7 nedenfor).
2. Kontaktoplysninger
Atea A/S, Lautrupvang 6, 2750 Ballerup, tlf. 7025 2550, fax 7025 2575. CVR-nr: 25 51 14 84 www.atea.dk info@atea.dk
Atea er en del af Atea-koncernen, der er noteret på Oslo Børs. Se yderligere information på www.atea.com.
Ateas ateaedu.dk kundecenter: ateaedu@atea.dk Åbningstider: • Mandag-torsdag: 08:00-16:30 • Fredag: 08:00-16:00 • Lørdag-søndag: Lukket
3. Købsaftaler
3.1 Oprettelse som bruger: Afgivelse af en ordre forudsætter, at du oprettes som kunde i Ateas kunderegister. Her skal du oplyse en e-mailadresse, en personlig adgangskode, adresseoplysninger, oplysninger om betalingsmiddel (se punkt 4 nedenfor) og eventuelle andre oplysninger.
3.2 Ordreprocedure: Alle varer og ydelser, der forefindes og annonceres på ateaedu.dk og andre af Ateas hjemmesider og salgsportaler, er alene at anse som opfordringer til at gøre tilbud. Alle bestillinger, du foretager på ateaedu.dk og eventuelle andre af Ateas hjemmesider og salgsportaler, anses som et tilbud fra dig til Atea om at købe visse varer og/eller tjenesteydelser. Der er således ikke indgået en købsaftale, før du har modtaget en ordrebekræftelse fra Atea. Atea accepterer dit tilbud (din ordre) ved udstedelse af en skriftlig ordrebekræftelse (via e-mail), og på det tidspunkt har du indgået en endelig købsaftale med Atea. Du bør gennemlæse ordrebekræftelsen grundigt og hurtigst muligt herefter gøre Atea opmærksom på eventuelle uoverensstemmelser mellem din bestilling og ordrebekræftelsen. Du opfordres til at gemme eller udskrive ordrebekræftelsen umiddelbart efter modtagelsen, idet denne skal bruges i forbindelse med udnyttelse af fortrydelsesret eller reklamation og under alle omstændigheder vil lette behandlingen af en reklamation eller udnyttelse af fortrydelsesretten.
3.3 Faktura: En elektronisk faktura i PDF-format fremsendes pr. e-mail når din ordre afsendes fra Ateas lager.
4. Betaling
4.1 Priser: Alle priser er inkl. moms og udregnes i danske kroner (DKK). Den gældende pris er den, som på dagen for bestillingen er angivet på hjemmesiden (ateaedu.dk) ud for den pågældende vare. Ved bestilling kan du se den samlede pris inklusiv moms, afgifter og evt. fragtomkostninger.
4.2 Betalingsmidler: Betaling kan alene ske ved anvendelse af betalingskort. Atea accepterer følgende kort:
• Dankort • VISA/Dankort • MasterCard • VISA • VISA Electron • Eurocard
4.3 Betaling: Beløbet trækkes først på din konto, når varen er afsendt. Såfremt dit betalingsmiddel ikke kan godkendes ved bestillingen (fx hvis kortet ikke er godkendt i ateaedu.dk eller af andre årsager afvises i verifikationsprocessen), eller hvis der ikke kan erlægges fuld betaling (fx ved manglende dækning på betalingskortet eller ved anden afvisningsgrund), vil købet ikke blive gennemført, og ordren anses ikke for accepteret af Atea. Du har således ikke indgået en købsaftale med Atea, og du må herefter forsøge at gennemføre din bestilling igen. Atea tager i den forbindelse forbehold for at varen kan være udsolgt eller at leveringstidspunktet må ændres.
4.4 Gebyr: For hver betaling, der foretages med kreditkort tillægges et kort og administrationsgebyr. Kort og administrationsgebyret udregnes forskelligt alt efter korttype og ordrestørrelse (i henhold til Nets (tidl. PBS International) – se http://www.pbs.dk/da/omraader/internethandel/Pages/default.aspx for yderligere information:
Udenlandsk udstedte kreditkort: 2 % af købsbeløbet.
Dansk udstedte kreditkort (andre end Dankort): 1,25 % købsbeløbet.
Dankort og VISA/Dankort: Prisen består af et fast beløb på 1,45 kr. pr. transaktion plus 0,10 % af købsbeløbet.
4.5 Sikkerhed: Atea benytter Pensio til at håndtere transaktionen mellem dig og Atea. Dette sikrer det højeste sikkerhedsniveau; og ved kreditkortbetaling er al kommunikation således krypteret og foretages gennem Pensio. Kommunikationen er ligeledes certificeret af Nets. Alle kortdata sendes krypteret, så dine oplysninger er sikrede. Se i øvrigt http://pensio.com for yderligere information om betaling via Pensio.
4.6 Forsinket betaling: Ved forsinket betaling påløber der rente henhold til rentelovens bestemmelser og et rykkergebyr på kr. 100,- pr. rykker. Atea udsender dog maksimalt tre (3) rykkerskrivelser, før kravet tages til inkasso.
5. Levering
5.1 Leveringssted: Levering sker som udgangspunkt til din uddannelsesinstitution i overensstemmelse med den ordning, din uddannelsesinstitution har indgået med Atea. Levering kan dog i visse tilfælde ske direkte til en anden leveringsadresse (fx dit hjem). I så fald sker levering til den leveringsadresse, du har angivet i din profil eller i forbindelse med indgåelsen af købsaftalen. Sker levering til din privatadresse (eller anden adresse opgivet af dig), skal du være opmærksom på, at levering udelukkende sker til adresser i Danmark. Du skal være opmærksom på, at levering til ikke-brofaste øer i Danmark kan forøge leveringsomkostningerne. Atea leverer ikke til oversøiske og udenlandske modtageradresser (inkl. Grønland og Færøerne).
5.2 Leveringstid: Levering foretages snarest muligt under behørig hensyntagen til leveringstider hos Ateas underleverandører. Det i ordrebekræftelsen angivne leveringstidspunkt er alene omtrentligt. Såfremt det omtrentlige leveringstidspunkt ikke overholdes, vil Atea kontakte dig (enten før eller efter leveringstidspunktet er indtruffet) for at meddele et nyt leveringstidspunkt. Såfremt levering ikke finder sted inden dette senere leveringstidspunkt, og ønsker du ikke at acceptere endnu en nyt leveringstidspunkt herefter, kan du uden omkostninger annullere købet.
5.3 Dellevering: Atea forbeholder sig retten til – af praktiske årsager – at foretage dellevering. Ved dellevering forstås, at dele af en samlet ordre leveres på forskellige leveringstidspunkter.
5.4 Fragt og forsendelse: Skal der ske levering ved fragt eller postforsendelse til en anden adresse end din undervisningsinstitution, sker levering med Ateas valg og fragtfører og i henhold til de nærmere oplysninger, du modtager fra Atea.
5.5 Risiko: Alle varer forbliver Ateas ejendom indtil leveringstidspunktet. Det betyder, at risikoen for bortkomst og/eller beskadigelse påhviler Atea indtil leveringstidspunktet. Dog har du risikoen for returforsendelser, med mindre der er tale om hændelig undergang i fortrydelsesperioden, indtil Atea modtager varerne.
6. Fortrydelsesret
6.1 14 dages fortrydelsesret: Du har 14 dages fortrydelsesret, når du som forbruger handler hos Atea. Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, du har fået det købte eller den første levering i hænde. Du kan læse nærmere om fortrydelsesretten i forbrugeraftalelovens §§ 17-22. Købet kan fortrydes ved at nægte modtagelse af varen, ved at overdrage varen til postvæsenet, eller ved at returnere varen på den angivne adresse. Varen skal returneres i væsentlig samme stand og mængde som du modtog den. Du afholder selv udgifter til returnering af varer ved fortrydelse. Se mere om returnering af varer under punkt 6.3 nedenfor.
6.2 Særlige forudsætninger for fortrydelsesretten: Ved køb af produkter hos Atea er den intakte originale emballage altid en væsentlig del af varens værdi. Emballagen skal derfor altid sendes med retur, for at betingelserne for at udøve fortrydelsesretten er opfyldt.
6.3 Returnering af varer ved brug af fortrydelsesret: Hvis du skal returnere en vareskal du kontakte Ateas kundeservice/returafdeling på ateaedu@atea.dk med angivelse af kundenavn, kundenummer, ordrenummer og varenummer, som du ønsker at returnere. Se også punkt 2 ovenfor om Ateas kontaktoplysninger.
6.4 Tilbagebetaling af købesummen: Købesummen vil automatisk blive ført tilbage til det betalingskort, du betalte købet med. Du har som alternativ mulighed for at få overført købesummen til en anden bankkonto, som du anviser med følgende oplysninger: Bankens navn (og filial), registreringsnummer på fire (4) cifre, og kontonummer på ti (10) cifre. Atea returnerer beløbet til din konto hurtigst muligt (typisk inden for 7-10 dage) efter Atea har modtaget varerne retur fra dig.
6.5 Særligt for software eller lyd og billedoptagelser: Ved køb af software og/eller lyd- eller billedoptagelser, gælder fortrydelsesretten kun så længe forseglingen (inklusive en eventuel digital adgangsspærring, der åbnes ved fx at indtaste et kodeord eller ved såkaldt 'point and click') ikke er brudt.
7. Reklamation
7.1 Reklamationsfrist: Vil du påberåbe dig en mangel, skal du give Atea meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at du har opdaget manglen. I modsat fald taber du retten til at påberåbe dig manglen. Meddelelse givet inden to (2) måneder efter, at du opdagede manglen, er altid rettidig. Har du ikke inden to (2) år efter salgsgenstandens overgivelse til dig meddelt Atea, at du vil påberåbe dig en mangel, kan du ikke senere gøre den gældende, medmindre Atea har påtaget at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed.
7.2 Reklamation til din uddannelsesinstitution: Så længe du er indskrevet på din uddannelsesinstitution, skal alle henvendelser vedrørende reklamationer ske til din uddannelsesinstitutions supportfunktion i det omfang den er tilgængelig (fx kan denne supportfunktion have begrænset åbningstid i ferieperioder). Alle henvendelser vedrørende reklamationer og mangler vil supportfunktionen sende videre til Atea. Er du ikke længere indskrevet på din uddannelsesinstitution (uanset årsag) kan du dog rette direkte henvendelse til Atea.
7.3 Begrænset reklamationsperiode for visse forbrugsvarer (inkl. batterier): Visse forbrugsvarer som fx tonere til printere har en naturlig kortere levetid. Det samme gælder for batterier, idet batteriers naturlige egenskab til at bære strøm forringes over tid og som følge af brugen af batteriet (herunder frekvensen af af- og opladninger). En sådan naturlig forringelse af batteriets levetid udgør som udgangspunkt ikke en mangel. Atea opfordrer dig til at nærlæse informationen om korrekt behandling af batterier i den medfølgende dokumentation (manual).
7.4 Returnering af mangelsbehæftede varer: Returnering af varer, som er behæftet med fejl eller mangler, herunder i forbindelse med reparationer eller omlevering, sker efter følgende procedure: I første omgang skal du rette henvendelse til din uddannelsesinstitutions supportfunktion, som vil sørge for returnering (hvis dette er nødvendigt for at udbedre manglen) til Atea. Hvis du ikke kan benytte dig af din uddannelsesinstitutions supportfunktion, skal du rette henvendelse direkte til Atea. Du skal kontakte Ateas kundeservice på ateaedu@atea.dk med angivelse af kundenavn, kundenummer, ordrenummer og varenummer på den vare, som du ønsker at returnere. Se også punkt 2 ovenfor om Ateas kontaktoplysninger Ved returnering i forbindelse med din udnyttelse af fortrydelsesretten, se punkt 6.3 ovenfor.
7.5 Reparation og omlevering: Såfremt varen er behæftet med fejl eller mangler, og du har reklameret rettidigt, udbedrer Atea sådanne fejl eller mangler inden for rimelig tid. Hvis det viser sig ikke at være muligt, eller Atea ikke skønner det hensigtsmæssigt at reparere varen, påtager Atea sig i stedet at levere en ny fejlfri vare efter returnering af den mangelfulde vare. Hvis hverken reparation eller omlevering er mulig. refunderer Atea i stedet købesummen, inkl. udgifter til returnering. Atea kan i visse tilfælde bede tredjeparter om at kontakte dig direkte for at forsøge at afhjælpe manglen, fx for at afklare om manglen kan udbedres ved rådgivning over mail eller telefon eller for at undersøge yderligere om karakteren af manglen.
7.6 Ejendomsret til defekte varer: Atea ejer de produkter og/eller dele af produkter, der udskiftes i forbindelse med afhjælpning eller omlevering. Atea kan anmode dig om, for Ateas regning og risiko, at returnere sådanne udskiftede produkter eller dele af produkter. Såfremt du ikke returnerer udskiftede produkter eller dele af produkter på Ateas anmodning herom, forbeholder Atea sig retten til at fakturere dig herfor.
7.7 Tekniske oplysninger: Oplysninger fra Atea eller en af Ateas forretningsforbindelser vedrørende produkters anvendelighed, vægt, dimensioner, kapacitet og tekniske data i kataloger, brochurer, prospekter, annoncer og lignende, er alene at betragte som omtrentlige og kan ikke anses som tilsikrede, og Atea er ikke ansvarlig for, at det leverede opfylder dine specifikke behov eller anvendelsesformål.
8. Care- eller servicepacks
8.1 Hvis du vælger at tilkøbe en Atea service- eller carepack i forbindelse med din købsaftale om computer og it-udstyr skal du være opmærksom på, at en sådan service- eller carepack i mange tilfælde vil afhjælpe eventuelle mangler eller andre fejl ved det leverede. Du har stadig mulighed for at påberåbe dig dine rettigheder til reklamation, jf. punkt 7 ovenfor, og købelovens bestemmelser i det hele taget. Du skal dog være opmærksom, at en sådan care- eller servicepack er en yderligere, tilkøbt ydelse, der i visse tilfælde giver dig udvidede rettigheder og muligheder. Du opfordres i øvrigt til at gennemgå vilkårene for den pågældende care- eller servicepack, som fremgår på bestillingsportalen på ateaedu.dk.
9. Ophavsret og immaterielle rettigheder
9.1 Ulovlig kopiering og spredning mv.: Leverancer i form af bøger, computerspil, software og lyd- eller billedoptagelser mv. er beskyttet efter ophavsretsloven og anden lovgivning (immaterialret). Der vil i de fleste tilfælde være knyttede nogle særlige vilkår for din brug af sådanne leverancer. Du opfordres til at nærlæse sådanne licensbetingelser for at gøre dig bekendt med dine rettigheder og forpligtelser. Uautoriseret kopiering, spredning eller offentlig fremførelse af sådanne leverancer kan være i strid med ophavsretsloven og anden immaterialretlig lovgivning og kan resultere i civilretlige såvel som strafferetlige sanktioner. Det er i visse begrænsede tilfælde tilladt at fremstille eksemplarer af de nævnte værker til privat brug i overensstemmelse med ophavsretslovens bestemmelser herom, og Atea henviser til disse bestemmelser for yderligere information. Du skal være opmærksom på, at uautoriserede ændringer eller uautoriseret brug af produkter, der er beskyttet af ophavsret eller andre rettigheder, kan medføre en krænkelse af sådanne rettigheder.
10. Personoplysninger
10.1 Personoplysninger: Nedenfor beskrives Ateas politik for behandling af personoplysninger. Ved at besøge ateaedu.dk (og andre af Ateas hjemmesider), accepterer du Ateas fremgangsmåde ved indsamling og behandling af personoplysninger. Ateas behandling af persondata sker i overensstemmelse med persondataloven. Du kan kontakte Atea, hvis du ønsker at vide, hvilke data, der behandles om dig, eller hvis du ønsker oplysningerne slettet eller rettet. Du har endvidere adgang til at gøre indsigelse mod indsamlingen af oplysningerne og mod den videre behandling. Se i øvrigt persondatalovens bestemmelser for yderligere information.
10.2 Indsamling af oplysninger: Atea modtager og opbevarer enhver information, du afgiver på Ateas ateaedu.dk og andre af Ateas hjemmesider eller anden måde (fx via e-mail). Du kan frit vælge, at udelade at oplyse mange af disse informationer, men det vil afskrive dig fra at udnytte mange af Ateas kundeservices, og visse af disse informationer er en forudsætning for at du kan gennemføre et køb via ateaedu.dk. Atea bruger den information, du giver Atea, bl.a. til kommunikation med dig, til at tilpasse fremtidige services og besøg til netop dit behov, og til generelt at forbedre ateaedu.dk. Atea modtager og opbevarer bestemte informationer hver gang du er i forbindelse med Atea. For eksempel bruger Ateas hjemmesider 'cookies', og Atea modtager tekniske informationer, når din browser besøger ateaedu.dk og andre af Ateas hjemmesider. Nederst på siden kan du læse mere specifikt om, hvilke informationer Atea opsamler. Du har mulighed for at indstille din browser eller for at anvende softwareværktøjer, som gør det muligt for dig at besøge hjemmesider mere eller mindre anonymt. Hvis du bruger den slags indstillinger eller softwareværktøjer, skal du være opmærksom på, at det kan afskære dig fra at bruge en række af funktionerne på ateaedu.dk eller andre af Ateas hjemmesider, bl.a. vil det være vanskeligt at personificere dine oplevelser ved brug af Ateas hjemmesider.
10.3 E-mail kommunikation: Atea sender ikke uopfordrede nyhedsbreve via e-mail til dig. Hvis du ønsker at modtage nyhedsbreve via e-mail fra Atea, skal du vælge dette i forbindelse med din kundeoprettelse eller ordrebestilling. Du kan også vælge nyhedsbreve via din personlige konto, som du kommer til via dit personlige brugernavn/kodeord. Hvis du på et tidspunkt har valgt nyhedsbreve, men ikke længere ønsker at modtage nyhedsbreve eller anden mail fra Atea, skal du blot fravælge nyhedsbreve og adviseringer via din personlige konto, som du kommer til via dit personlige brugernavn/kodeord. Der er desuden genvej til at fravælge yderligere nyhedsbreve i hvert e-mail nyhedsbrev, Atea udsender.
10.4 Cookies: Cookies er alfanumeriske 'identifikationer', Atea overfører til din computer gennem din browser, som sætter Ateas hjemmesider og it-systemer i stand til at genkende din browser og tilbyde funktioner, som fx automatisk login. Din browser er i stand til at behandle brugen af cookies på flere måder, bl.a. kan du helt slå cookies fra. Cookies er dog en forudsætning for, at du kan få det fulde udbytte af faciliteterne på ateaedu.dk og Ateas andre hjemmesider. Atea anbefaler derfor, at du tillader brugen af cookies, eller i det mindste sætter dig ind i de forskellige muligheder, din browser har for at tilpasse sikkerhedsniveauet.
10.5 Udveksling i Atea-koncernen: Atea er et selskab i Atea-koncernen og i visse tilfælde vil Atea have behov for at overføre persondata til andre selskaber i Atea-kocernen. Atea foretager sådanne overførsler af hensyn til at kunne overholde aftalen med dig eller som led i Ateas drift. Behandling af dine personlige oplysninger i sådanne tilfælde vil altid overholde Ateas politik for behandling af persondata.
10.6 Forretningsoverdragelse: I takt med udviklingen af Ateas forretningsområde, vil Atea muligvis købe eller sælge aktiver eller andre selskaber. I sådanne handler er kundeinformationer normalt en del af de overdragne aktiver. Såfremt aktiviteterne i Atea eller væsentlige dele heraf skulle blive købt af en tredjepart, vil kundeinformationerne blive overdraget som led heri.
10.7 Udlevering af oplysninger i henhold til lovgivning eller krav fra myndigheder: Atea frigiver kontooplysninger og andre personinformationer, idet tilfælde det er nødvendigt for at følge gældende lov eller for at beskytte rettigheder, ejendom, eller Ateas rettigheder eller sikkerhed, andre brugere eller andre. Atea udveksler informationer med andre selskaber, hvis nødvendigt for at imødegå svindel og bedrageri f.eks. i forbindelse med forsøg på svindel med kredit- og betalingskort. Atea udleverer også oplysninger til Pensio og Nets i forbindelse med håndtering af betaling og transaktionerne med dit betalingskort, jf. 4.5 ovenfor og til en eventuel fragtfører, som foretager levering til din uddannelsesinstitution eller til en anden adresse, jf. punkt 5 ovenfor. Endelig udleverer Atea oplysninger til din uddannelsesinstitution om købet hos Atea, idet omfang det er nødvendigt for at din uddannelsesinstitution kan varetage supportfunktionen, jf. punkt 1.5 ovenfor.
10.8 Samtykke: Hvis Atea vil anvende eller videregive dine personoplysninger ud over hvad der fremgår ovenfor, vil Atea kontakte dig for at indhente dit samtykke. I den forbindelse vil du blive oplyst nærmere om formålet og fremgangsmåden ved denne yderligere behandling.
10.9 Sikkerhed: De oplysninger Atea indsamler, modtager og/eller behandler, gemmes i en database, der beskyttes af flere niveauer af adgangskontroller og vagt- og alarmsystemer både fysisk og systemmæssigt i Ateas datacentre. På ateaedu.dk er dine persondata, herunder transaktionsdata, sikret med kryptering, der er standard i branchen og i overensstemmelse med god it-skik. Det er vigtigt, at du beskytter mod misbrug af dit brugernavn/kodeord og uautoriseret brug af din computer.
10.10 Automatisk indsamlet information: Atea indsamler automatisk en række tekniske oplysninger, når du besøger ateaedu.dk eller andre af Ateas hjemmesider:
• IP-adresse • login til ateaedu.dk • e-mailadresse • password • computer og forbindelsesinformation, såsom browsertype -og version, operativsystem • indkøbshistorik • URL-adresserne til og fra Ateas website, herunder dato og klokkeslæt, cookienummer, og produkter du kiggede på eller søgte efter.
11. Eksportrestriktioner
11.1 Du gøres hermed opmærksom på, at produkterne kan være underlagt lovgivning om eksportrestriktioner i i EU og USA. I henhold til sådan lovgivning må visse produkter ikke sælges, udlejes eller på anden måde overdrages til visse slutbrugere, anvendes til visse formål eller overdrages i det hele taget i visse lande. Du accepterer at overholde sådan lovgivning. Du accepterer endvidere specifikt, at produkterne ikke må anvendes i relation til våben- eller masseødelæggelsesformål, herunder design, udvikling, produktion eller brug af nukleare materialer eller nukleare våben, missiler eller understøttelse af missilprojekter, kemiske eller biologiske våben. Du erklærer herved, at du ikke vil sælge, udleje eller på anden måde overdrage produkterne til personer, som er involveret i sådanne aktiviteter. Manglende overholdelse af disse regler om eksportrestriktion kan efter omstændighederne føre til ophævelse af købsaftalen og et civil- og strafferetligt ansvar.
12. Ansvarsfraskrivelse- og begrænsning
12.1 Atea kan i intet tilfælde gøres ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder men ikke begrænset til driftstab, avancetab, krav fra tredjemand og/eller beskadigelse af data, med mindre andet følger af ufravigelige regler i dansk ret. Atea er således særligt ikke ansvarlig for tab som:
• er en følge af software-virus; • er en følge af at du ikke har brugt det leverede korrekt, herunder hvis du undlader at følge manualer, brugervejledninger og/eller rimelige instrukser givet af Ateas eller tredjeparters (producenternes) personale, eller personale i din uddannelsesinstitutions it-supportafdeling; • udspringer af, at du ikke har foretaget fuldstændige og opdaterede sikkerhedskopier af edb-programmer og data.
12.2 Hvis Atea eller Ateas ansatte har udvist grov uagtsomhed eller forsætlig adfærd, gælder foranstående ansvarsbegrænsning ikke.
12.3 Atea ansvarlig for tingsskade, dødsfald og personskade i henhold til danske regler om produktansvar.
13. Konfliktløsning
13.1 Disse salgs- og leveringsbetingelser og købsaftaler indgået herunder er underlagt dansk ret. Dansk rets lovvalgsregler og den internationale køberetskonvention (CISG) finder ikke anvendelse. Parterne er enige om, at enhver tvist, der ikke kan løses ved forhandling, er underlagt de danske domstoles enekompetence, dog således at du altid er berettiget til at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet - se nærmere på http://www.forbrug.dk/Dine-klagemuligheder
|