Giver Converged Infrastructure forretningsværdi?

2015-06-25

Vi fejrer et jubilæum. Det er nemlig snart 5 år siden, at vi så småt begyndte at tale om converged infrastructure (CI), automatiseret it eller simplificeret it infrastruktur. ­Begrebet er gået fra at være meget buzzword-agtigt til nu at være en ­realitet og noget, som flere og flere virksomheder ­efterspørger. Hvad er årsagen?

 

 

Et bud er, at antallet af både fysiske og virtuelle servere er vokset voldsomt gennem de seneste år, hvilket giver ­nogle driftsmæssige udfordringer. Mange virksomheder har indset at:

  • De anvender flere ressourcer på selve driften end på innovation
  • Graden af kompleksitet er vokset
  • Vigtige it-projekter bliver ikke udrullet i tide pga. manglende ressourcer
  • De oplever dårlig performance
  • Omkostningerne til driften af it er løbet løbsk
  • Det tager for lang tid at implementere projekter, der understøtter forretningens mål
  • Den eksisterende it-infrastruktur generelt ikke udnyttes optimalt

 

Et andet bud er en holdningsændring hos virksomhederne. Tidligere havde man folk ansat, der selv byggede it-fundamentet og brugte en masse tid på at sætte komponenter sammen. Tiden har ændret sig, og mange virksomheder har indset, at deres kernekompetencer ikke er it. De foretrækker at bruge ressourcerne (tid og penge) på at finpudse de ydelser/­produkter, de markedsfører.

Med andre ord: At gøre det, de er gode til.

 

CI løsninger passer til de fleste virksomheder, performance er god, de er nemme at administrere, og man opnår et simplere setup. Og udbyttet er en række forretningsmæssige værdier:

  • Forbedret ydelse = forbedrede ­svartider fra applikationer
  • Lavere driftsomkostninger = de økonomiske mål til it-afdelingen kan imødegås
  • Forbedret udnyttelse af it ressourcer = CAPEX nedsættes da man udnytter infrastrukturen mere optimalt
  • Automatisering af it-driften = nedlægger behovet for it-siloer og færre administrative ressourcer
  • Simplificeret it-infrastruktur = nemmere at sætte nyansatte ind i de administrative it-processer og at effektivisere driften
  • Hurtigere igangsættelse af nye it-projekter = virksomhedens chance for at opnå økonomiske målsætninger er væsentligt forøget

 

Hvad består CI løsninger af?
Det handler kort fortalt om, at server, storage, netværk og management smelter sammen. Konceptet kan sammenlignes med et musikanlæg hvor CD, radio, forstærker og højtalere er bygget sammen. Alt styres fra en og samme boks, og i praksis betyder det, at du nu investerer i et samlet system og ikke i delkomponenter, som I selv sætter sammen. Ved at investere i et færdigt system behøver it-afdelingen ikke at tænke på hardware konfigurering, da setup er inkluderet i implementeringen. De fleste CI systemer er desuden testet og certificeret til førende software­produkter, og sikrer derfor, at alle komponenter arbejder sammen. Og med ét samlet system er der også kun behov for én supportaftale.

 

Administration og automatisering
Du fornemmer for alvor værdien af en CI løsning, når du ser, hvordan man fra et enkelt management interface kan styre servere, storage, netværk, strøm m.m. Siloerne mellem de forskellige områder nedbrydes, hvorved driften effektiviseres betragteligt.

Går du samtidig med tanker om højere grad af automatisering og måske en private cloud, bør du også tænke CI af den enkle grund, at de 4 byggeklodser (server, storage, netværk, management) skal kunne arbejde sammen for at kunne høste optimale fordele af en automatiseret drift.

 

Hvornår skal du med fordel skifte til CI?
Hvis den nuværende infrastruktur har en alder, hvor den alligevel står over for en udskiftning, eller hvis systemet rent servicemæssigt er udløbet, er det oplagt at overveje CI. Alternativt kan du godt begynde med udskiftning af servere, og når det så bliver tid til udskiftning af storage og/eller netværk, køber man ind så det passer ind i den samlede CI strategi.