01-01-2017

To kernespørgsmål til it-chefen og arkitekten i Coop

Coop har fået en komplet ny storage og server-løsning, som nemt kan vokse i takt med forretningen, uden at Coop skal investere i dyre udvidelser af arkitekturen. Løsningen er N+1 redundant.

Coop

Head of IT Operations Henrik Daugbjerg, Coop og Enterprise-arkitekt Søren Vendler, Coop fortæller om deres valg af en inhouse server-storageløsning fra VMware.

Hvorfor valgte I skyen fra?

Arkitekten: ”Udviklingen peger mod skyen, og det var også der, vi startede, da vi stod over for en end-to-end udskiftning af vores server-storage løsning. Men vi fandt hurtigt ud af, at det var alt for dyrt med en løsning som vores. Cloud services er rigtig gode til “Platform as a Service” (Paas), men for dyre til “Infrastructure as a Service” (IaaS). Coops mere end 1.000 servere falder ind under den sidstnævnte kategori. En af fordelene ved skyen er desuden, at man kan skrue ned, når man ikke har behov for ekstra datakraft, men det er ikke et scenarie, der er relevant for os. Vi kommer kun til at skrue op i de kommende år.”

It-chefen: ”Vi havde fine forhandlinger med store professionelle hosting partnere, som vi bruger til vores udviklingsmiljø, men de var alle dyrere i forhold til at tage løsningen hjem. Og her regnede vi ikke kun på hardware og software, men også de timer, som vi skulle bruge på at bygge backup og restore samt de mange servicetimer, der ligger i driften efterfølgende. Opgaven var meget simpel: Økonomien skulle kunne holdes inden for det budget, som vi havde afsat til vedligeholdelse af det gamle system. Det var kun muligt, hvis vi byggede selv.”

Arkitekten: ”Fordi vi har den størrelse, vi har, så har vi allerede de stordriftsfordele, som mindre virksomheder kun kan opnå gennem hosting centrene. Og sammen med Atea kunne vi designe en løsning, der er afstemt præcis efter Coops behov. I øvrigt laver Coop masser af udvikling i skyen, hvor vi bruger en række af Azures PaaS-services. Det giver en række fordele, især at vi slipper for bøvlet med at konfigurere og løbende opdatere Microsofts software.”

Hvad er jeres bedste råd til andre organisationer i en lignende situation?

It-chefen: ”Lav nøgterne, grundige business cases, som regner alle udgifter med. Det er helt grundlæggende. Der er en søgen mod cloud, den vej går det, men kunsten er at tage skiftet, når det tjener virksomheden bedst. Med til den overvejelse hører en grundig business case. Alle troede, at vi skulle ud i skyen, da vi startede.”

Arkitekten: ”Løb ikke blindt efter den sidste nye trend, men brug din faglighed, dømmekraft og sunde fornuft. Det kan godt lade sig gøre både at være med helt i front og samtidig spille sikkert. Vi har fx valgt at tage en helt ny teknologi i brug, og har sammen med Atea bygget en af de største løsninger af sin slags i Europa. Men det kræver, at man har de rigtige folk og de rette samarbejdspartnere. Vi bad fx Atea om at gå i tæt samarbejde med VMware, EMC og HP. På den måde sikrede Atea, at intet landede imellem to stole, og vi undgik tilbageløb undervejs i projektet, fordi de er så rutinerede i at arbejde på denne måde.”

It-chefen: ”Et andet relevant valg, vi har truffet, som også kan være væsentligt for andre, er, at for at holde omkostningerne nede og få så meget stordrift som muligt, valgte vi ikke at introducere ny teknologi og i stedet gå med producenter, som vi allerede kendte. Så selvom deres teknologi naturligvis udvikler sig, er vi ikke startet fra bunden. HP har vi brugt i 11 år, og VMware har vi samarbejdet med i 10 år. Det eneste nye er backup-systemet fra EMC – her valgte vi best of breed.”