Danske virksomheder får nu en hotline til det boblende it-vækstlag
Pengestærke investorer flokkes om app-udviklende startups i jagten på et nyt guldæg. Hos Ateas nystartede forretningsenhed 'Digital Business Solutions' skal samarbejdet med lovende, mellemstore virksomheder åbne døre samt resultere i merværdi for Ateas eksisterende- og potentielle kunder.

Verden er vendt på hovedet. På få år er 'iværksætteri' blevet et buzzword, der åbner gyldne døre til investorer over alt i verden.
I dag har selv de mindste startups hjemmesider, der til forveksling ligner dem, veletablerede virksomheder betjener sig af. Forretningskoncepterne er slebet skarpe i de evigt knopskydende inkubatorer, og de ofte højt specialiserede kerneprodukter er gennemarbejdede og klar til at agere 'game changers' for virksomheder i alle brancher.
Billedet af de selvsikre startups og mellemstore virksomheder, der for alvor venter på at slå igennem, går igen på TechBBQ i København – Danmarks ældste og største tech- og innovationsevent. Ildsjælene fra de håbefulde virksomheder bevæger sig hjemmevant blandt de tilstedeværende 'business angels'. Pengemændene kan på baggrund af et velformuleret 'pitch' ændre fremtidsudsigterne dramatisk for de små startups med kapitalindsprøjtninger i millionklassen.
Åbner døren for nye partnerskaber
Hos den nystartede forretningsenhed i Atea Digital Business Solutions, er det derimod ikke checkhæftet, der bliver luftet, når salgschef Michael Wennerstrøm sammen med partnermanager, Lise Pedersen, 'speed dater' potentielle samarbejdspartnere på TechBBQ.
”Vi leder efter modne virksomheder, der vil vokse sammen med os og som allerede har et færdigt og salgbart produkt, der kan tilføre merværdi til vores løsninger på tværs af brancher. Derudover er det et plus, hvis vores nye, potentielle samarbejdspartnere både har software-, hardware- og konsulent-løsninger på hylderne,” siger salgschef Michael Wennerstrøm og fortsætter:
”Som Danmarks største it-virksomhed kan vi åbne en masse døre for vores nye samarbejdspartnere, hvilket har en kæmpe værdi. Mange af dem har i årevis forgæves forsøgt at få en fod inden for på det danske marked med deres SaaS-løsninger, og det kan vi hjælpe med.”
Startup classic
Det er da også udsigten til at nyde godt af Ateas omfattende netværk, der tiltrækker de mindre, men i mange tilfælde veletablerede virksomheder. Direktør for den 11 år gamle aalborgensiske virksomhed Seluxit, Daniel Lux, laver et pitch, hvoraf det fremgår at RWE, en af Tysklands største energiselskaber, gerne vil installere virksomhedens radiomoduler på millionvis af tyske elmålere. Dermed kan elmålerne aflæses helt ned i minutintervaller, uden det kræver adgang til huse og etagebyggeri.
På trods af det udenlandske gennembrud har Seluxit endnu ikke fået overbevist energiselskaberne i Danmark om, at virksomhedens cloudbaserede IoT-produkter vil skabe mere værdi for energiselskaberne og deres kunder - på trods af et stadigt mere konkurrencepræget marked.
Mere klassisk startup'sk er præsentationen fra Jane Houlind Ulsøe. Sammen med sin søster har hun for egne penge udviklet planlægningsværktøjet Canvas Planner, der i praksis er whiteboards kombineret med opgavestyring, der minimerer behovet for deadlines, og som ikke forstyrrer med cc-mails og notifikationer, når planerne bliver opdateret.
Vejen til det nuværende online-produkt er gået over et seks måneder fejlslagent udviklerophold i Pakistan, en lean startup tilgang med loops af test og udvikling, og en markant anderledes målgruppe end først planlagt.
”I starten troede vi, at vi skulle gå efter de meget kreative brancher, men så fandt vi ud af, at Canvas Planner især skaber stor værdi hos ledere og teams, der arbejder i Outlook og Excel, men som har brug for et visuelt overblik,” siger Jane Houlind Ulsøe undervejs i sit pitch.
På trods af opstartsvanskelighederne har Canvas Planner i dag kunder i 30 lande.
Høj kurs på niche-software
Digital Business Solutions har siden juni i år allerede underskrevet en række samarbejdsaftaler. Ifølge partnermanager, Lise Pedersen, er de nye samarbejdspartnerne en solid blanding af cloudbaserede SaaS-løsninger, som hurtigt kan supplere Ateas services omkring software- og hardware-løsningerne til både offentlige- og private kunder.
Eksempelvis er virksomheden SimplySo netop blevet samarbejdspartner på baggrund af deres brugervenlige software. SimplySos løsning gør 'blue collar'-medarbejdere i private- og offentlige virksomheder i stand til, hurtigt, at udnytte funktionaliteten i Office 365/Sharepoint Online uden først at skulle tilbringe dagevis på skolebænken.
”Vi kommer ude hos kunderne til daglig, og vi ved derfor, at der er efterspørgsel på de fokuserede software-produkter. Desuden kan vi være med til forædle de helt smalle produkter, så de både giver værdi til endnu flere kunder samtidig med, at de passer ind i vores eksisterende løsninger,” siger partnermanager, Lise Pedersen, og tilføjer:
”Atea tilbyder en ”one-stop-shop”, hvor vores kunder kan samle alle deres software-indkøb gennem os. Det reducerer kompleksiteten for vores kunder, som undgår at skulle forhandle drift og support med mange forskellige samarbejdspartnere.”
Kundevendt virkelighed
En del af partnerne i Digital Business Solutions kommer fra Microsoft Danmarks eget partner-program - kaldet Bizspark+. Her får de særligt lovende tech-virksomheder stillet gratis software og adgang til Microsofts cloud-platform, Azure, til rådighed – en håndsrækning som bl.a. serie-iværksætteren Martin Thorborg, efter eget udsagn, nød godt af i de unge opstarts-år.
Med Ateas nye forretningsenhed har Microsoft fået helt nye muligheder for at kanalisere kandidater fra Bizspark+-programmet over i en kunderettet virkelighed. Og det kommer i fremtiden til at gøre en stor forskel, siger Anette Nørgaard, Program Manager for Bizspark+ hos Microsoft.
”Der er rigtig mange, der siger, at de vil gøre en hel masse for virksomheder, der udvikler fremtidens løsninger, men det er få, der ligesom Atea, rent faktisk gør noget for at løfte de her nye virksomheder.”
På nordisk plan forventer Atea-koncernen, at der i 2020 vil være indgået aftaler med omkring 300 nye samarbejdspartnere, der er parate til at gøre en afgørende forskel for både nuværende- og potentielle kunder.