Sådan får du et sikkert password

2018-01-09

123456. Du behøver ikke være superhacker for at ’knække’ det mest brugte password i verden. Til gengæld kan mængden af forskellige passwords sammen med stigende kompleksitet gøre det svært at fremmane de forjættede kodeord, når du endelig skal bruge dem. Derfor får du her fem tips til et sikkert password, du kan huske.

crj
Christian Bølling Director, Infrastructure Technology

Danmark rangerer ifølge ’Global Cybersecurity index 2017’ på en lidet flatterende 34. plads blandt de 165 mest cyber-sikre lande i verden. Men vores valg af dårlige password er stadig et af de største sikkerhedsproblemer online.

Dårlige passwords er den største sikkerhedstrussel

På et tidspunkt, hvor identitetstyveri, ifølge ’Gemalto Breach Level Index’, tegner sig for 64% af al cyber-kriminalitet, vil alle uden et sikkert kodeord på et eller andet tidspunkt sandsynligvis miste fortrolige og personfølsomme data. Statistikken viser, at mange bruger den samme adgangskode på flere websteder, og de fleste bruger de samme, tilbagevendende passwords. Det øger risikoen for at blive udsat for sikkerhedstrusler såsom ondsindet kode- og identitetstyveri.

Her er fem enkle trin til at oprette et sikkert password, du husker:

  1. Brug mindst otte tegn. Jo længere, jo bedre. Et kodeord under otte tegn kan ikke regnes som sikkert.
  2. Skift mellem tal, symboler, små- og store bogstaver. Mange, men ikke alle hjemmesider, kræver, at disse indgår i adgangskoden. Alle disse fire typer tegn er uundværlige i et sikkert password.
  3. Ord, der kan findes i en ordbog, som fx ’mor’, kan ikke klassificeres som sikkert – heller ikke selvom det indgår i kombination med andre ord. Det er heller ikke nok at ændre et bogstav til et tegn, som ’m@mma’, for at gøre det sikkert. Undgå disse typer ord helt og holdent.
  4. Husk dit password! Det hjælper på hukommelsen, hvis du bruger en eller to sætninger, der er personlige og nemme at huske. Som ’Jeg blev født i 1990’ eller ’Jeg hedder @julia på Instagram’. Derefter kan du oprette en adgangskode ved kun at bruge det første bogstav i hvert ord i sætningen, så dit kodeord bliver Jbfi1990 eller Jh@jpI. Fremgangsmåden og den unikke kombination af tegn giver passwords med høj sikkerhed, du kan huske.
  5. Hvis muligt aktivér desuden Multi Factor Authentication (MFA). Ud over et godt password sikrer MFA dig ved at kræve en ekstra faktor til at godkende dit login. Fx ved at sende en kode til din mobil via SMS, eller ved brug af en authenticator app. Mange cloud services understøtter allerede denne funktion; bl.a. Hotmail, Gmail, Facebook og andre.