En personlig tablet udstyret med køreplaner, rutebeskrivelser og vagtplan til hver enkelt buschauffør. Det er løsningen, som Arriva udruller til sine chauffører i hele landet. Det lyder måske simpelt, men det er en kompleks mængde informationer, som Arrivas driftsafdeling tidligere har skullet kommunikere individuelt til deres 3.000 buschauffører.
Og med udkørselssteder spredt rundt omkring i landet langt væk fra driftskontoret, og chauffører der arbejder på alle tidspunkter af døgnet, har det ikke tidligere være helt så let at sikre, at hver buschauffør fik relevant information på det rette tidspunkt.
”Før i tiden havde vi køreplaner for de enkelte busser på et stykke papir, rutebeskrivelse på et andet og chaufførens egen vagtplan for den pågældende dag på et tredje. Vi har derfor oplevet udfordringer med at sikre, at hver enkelt chauffør fik de korrekte informationer i tide, hvis noget ændrede sig i løbet af dagen,” fortæller Jan Crone, der er Project Manager Bus hos Arriva. Han står med ansvaret for udrulningen af de 3.000 tablets hos Arriva, der skal erstatte alle papirlapperne.
Jan Crone fortæller desuden, hvordan de mange chauffører med skiftende arbejdstider tidligere var nødt til at kontakte driftskontorerne i løbet af deres fritid for at tjekke, om der var ændringer til næste dags vagtplaner. Det er ikke længere nødvendigt, da chaufførerne har tabletten med sig hjem og derfor løbende kan holde sig opdateret.
Med en personlig tablet til hver enkelt chauffør er kommunikationen fra Arriva til chaufførerne blevet forenklet og strømlinet. I opsætningen af den enkelte tablet tilføjes der kun arbejdsrelevant indhold, og brugergrænsefladen er let at overskue. Den gamle papirversion af køreplanen, kaldet et vognpap, indeholdt en masse forkortelser og koder for de enkelte stationer.
På tabletten er forkortelser og betegnelser erstattet af fuld tekst, så det er let at forstå. Jan Crone forklarer, at det især er en fordel for nye chauffører og chauffører, der ikke har dansk som deres modersmål:
”Vi har 87 forskellige nationaliteter repræsenteret blandt vores chauffører. De mange forkortelser og koder gav ikke nødvendigvis mening og var et levn fra fortiden. Med tabletten har vi gjort det lettere at forstå, så oplæring og indkøring på nye ruter og vagtplaner bliver meget nemmere,” fortæller han.
Den personlige tablet sikrer desuden, at den enkelte chauffør kun får den information, der er relevant for ham eller hende. På den måde skal de ansatte ikke sortere i en masse information, der kan forvirre mere end det gavner. Kommer der en ændring i køreplanen i løbet af dagen, kan driftskontoret målrette informationen direkte til de relevante chauffører – uanset tidspunkt og hvor chaufføren befinder sig.
160 chauffører deltog i pilottesten af systemet, og tilbagemeldingerne har været meget positive. To ud af tre chauffører svarer, at deres arbejdsdag er blevet nemmere eller meget nemmere efter indførelsen af tablets. Og to ud af tre chauffører svarer, at tabletløsningen er god eller rigtig god. Pilottesten viste desuden, at løsningen med tablets opfylder de behov, som var formuleret af forretningen forinden.
Arrivas direktion har efter pilottesten besluttet at udrulle løsningen til alle Arrivas busruter og chauffører i Danmark. Det betyder, at 3.000 chauffører og 1.200 busser bliver en del af systemet i løbet af første halvdel af 2016.
Det er ikke kun chaufførernes arbejdsdag, der er blevet nemmere efter indførslen af personlige tablets. I driftsledelsen forventer man at se store besparelser på grund af enklere arbejdsgange. Noget så vigtigt som registrering af fejl på busser kan nu klares direkte via chaufførens tablet, hvor information om fejltype og eventuelle fotos kan sendes direkte til værkstedet og driftskontoret. På den måde kan fejl og mangler rettes hurtigere.
De personlige tablets er også en fremtidssikret løsning med mange muligheder for at udvide brugsmulighederne. Jan Crone fra Arriva fortæller, at det er planen, at tabletløsningen i fremtiden skal kunne bruges til eksempelvis overtidsregistrering, vagtbytte, rapportering af forsinkelser på ruten og push-notifikationer med trafikmeldinger og driftsovervågning. På den måde sikrer den digitale løsning, at det hele kører meget lettere hos Arriva.
Arriva Bus er Danmarks største busselskab med busruter i hele Danmark. Arriva har cirka 3.000 chauffører, der kører på de mere end 400 ruter – døgnet rundt. Arriva har 175 millioner passagerer hvert år, og busserne kører sammenlagt 110 millioner kilometer om året.