Laddar meny
Skolen ved Nordens Plads

Fremtidens læringsrum - læring via sanseindtryk

Specialskolen "Skolen ved Nordens Plads" på Frederiksberg har i samarbejde med Atea og designvirksomheden MODOS indrettet et helt specielt sanserum, der skal tilgodese børn med særlige behov. Rummet er nu etableret, og skolen har gjort sig nogle spæde erfaringer.

For virkelig at udnytte rummets potentiale, skal vi ikke fokusere på teknologien...

Fakta om MODOS-sanserummet
  • Sanserummet er udviklet af specialister fra Atea og MODOS i samarbejde med skolens pædagoger.
  • Ud over projektorer er sanserummet udstyret med blandt andet mørklægningsgardiner, mobile møbler, springvand, spejle samt en duftgenerator.
  • Via en fastmonteret tablet på væggen kan lys og lyde reguleres, så rammerne kan tilpasses det enkelte barn.
  • Formålet med sanserummet er at skabe en stemning, som skal stimulere børnene og på den måde fremme deres læring.
  • På sigt er det meningen, at sanserummet skal være en del af skemalægningen og tages i brug over en hel dag.

 

 

Oprindeligt stammer idéen om sanserummet fra et projekt om en fødestue, som Atea har indrettet i samarbejde med MODOS og Regionshospitalet i Herning. Tanken var at skabe en tryg og beroligendeatmosfære i den stressede fødselssituation.

 

Dette har Skolen ved Nordens Plads ladt sig inspirere af for at komme deres elever med særlige behov til gode. Skolens børn er ramt af særlige udfordringer i form af indlæringsvanskeligheder, udviklingsforstyrrelser og sociale eller følelsesmæssige vanskeligheder. Sanserummet er særligt velegnet til de mest udfordrede elever. Denne gruppe børn oplever primært via deres sanser,fordi de udviklingsmæssigt stadig befinder sig på de helt tidlige trin, hvor hjernen koder en række forskellige sanseindtryk sammen til en erfaring.

 

Derfor er formålet med sanserummet at skabe en atmosfære der stimulerer børnene, så man gennem deres sanser kan gøre dem klar til læringssituationer. I rummet kan der efter elevens behov vælges alt fra rolige landskaber med skove og kvidrende fugle til mere livlige omgivelser med elefanter på den afrikanske savanne. Ideen er at opnå den totale sanseopleve, sådan at alle sanser på sigt er inkluderet i rummet.

Spæde men positive erfaringer

Skolen har kun haft sanserummet i ganske kort tid, men erfaringerne har været positive. Særligt skiller en bestemt historie sig ud. En pædagog havde en oplevelse med en pige, der er udfordret på mange områder. Normalt er hun svær at få kontakt til og kan kun holde koncentrationen i kort tid ad gangen. Alligevel faldt hun hurtigt til ro inde i sanserummet, og pædagogen kunne komme i kontakt med hende og opretholde en dialog i meget længere tid end normalt.

 

Ifølge pædagogen gav det beroligende skovlandskab pigen en form for afledning og skabte små pauser i kommunikationen mellem dem. På den måde føles kontakten knap så intens og nemmere at være i. Oplevelsen var en succes, fordi de på skolen havde været forbeholdne for at udsætte netop denne elev for rummet med de mange stimuli. Men pigen tog godt imod situationen og kunne tage sanseindtrykkene til sig.

 

Sanserummet er en praktisk løsning for personalet, hvis man ved, at det lige præcis er skovturen, der virker beroligende på barnet. Det er nemmere at gå ind i rummet, end at tage fysisk ud i naturen, hvor barnet også skal forholde sig til andre sanseindtryk (fx duften af træerne, bladenes bevægelser og lyden af fuglene der pipper).

 

”Mange skoler vil gerne have eleverne ud og opleve verden og besøge virksomheder, men sanserummet er en god måde at få verden ind i skolen på, ” siger Morten Jacobsen, pædagogisk it-vejleder på skolen. Forsøgsfase under løbende udvikling Det er første gang skolen har investeret i teknologi, der er rettet mod de mest udfordrede elever. Derfor vil fokus i starten primært være på denne børnegruppe, men planen er, at rummet skal benyttes af alle skolens elever.

 

Nogle af de mindre udfordrede elever har fået lov til at gå på opdagelse i rummet. Denne måde er ifølge underviserne optimal, for det giver eleverne mulighed for selv at udforske hvilke stimuli, de kan rumme og hvor længe. Samtidig får underviseren en idé om, hvilke film og lysopsætninger, der fungerer for det enkelte barn.

 

Sanserummet er stadig i en opstartsfase, og derfor er det vigtigt løbende at evaluere sanseindtrykkene hver for sig for hver enkelt elev. Genkendelse er vigtigt for børnene, så det er en god idé at lyd og billede er det samme de første par gange. I tilfældet med pigen der pludselig var i stand til at have en længere dialog, blev hun udsat for både visuelle og auditive indtryk, og det havde en god effekt, men næste gang er det vigtigt ikke at gå for hurtigt frem og mærke efter, hvad pigen kan rumme.

 

...men på barnet og barnets behov, sådan at vi kan ramme det enkelte barn og skabe den optimale læringssituation

 

Gode råd til andre

  • På det tekniske område har projektet været ramt af børnesygdomme, som med al anden nye teknologi. Skolen har derfor gjort sig nogle erfaringer, som de kan give videre til andre, der ønsker at starte et lignende projekt:
  • Det er vigtigt at have kompetent personale, der kan rådgive i tilfælde af tekniske problemer. Hurtig hjælp sikrer bedre udnyttelse af udstyret.
  • Et tæt samarbejde med kommunen omkring overholdelse af it-sikkerhedsregler og teknisk setup er essentielt.
  • Der skal sættes tid af til afholdelse af workshops og erfaringsudvikling for skolens medarbejdere. Personalet har udvist stor positivitet ogd engagement, fordi sanserummet skaber en situation, hvor man får en ekstra mulighed for at arbejde med barnet. ”For virkelig at udnytte rummets potentiale, skal vi ikke fokusere på teknologien, men på barnet og barnets behov, sådan at vi kan ramme det enkelte barn og skabe den optimale læringssituation,” siger Morten Jacobsen.

 

Skolen ved Nordens Plads
  • Skolen ved Nordens Plads har i alt ca. 200 elever, og klasserne består af 6-8 børn.
  • Eleverne er børn fra 0. til 10. klasse med særlige behov i form af indlæringsvanskeligheder, udviklingsforstyrrelser og sociale eller følelsesmæssige vanskeligheder med behandlingsbehov.
  • Lærerteamet består af specialuddannede lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere, der arbejder i mindre teams omkring hver enkelt børnegruppe. Skolen er desuden i tæt samarbejde med forskellige fagprofessionelle fra kommunen.
  • It er en stor del af dagligdagen på Skolen ved Nordens Plads, og hver elev har en pc eller tablet til rådighed, som et led i Frederiksberg Kommunes strategi om
    digitalisering af skoleområdet.
Atea perceived better if you update your browser. Here you will find a new version of Internet Explorer