Laddar meny
Nordic Aviation Capital

Hellere data i skyen end i Billund

Den danske flyvirksomhed Nordic Aviation Capital er de første i verden til at anvende virtuelle Citrix-servere i Microsoft Azure i forskellige datacentre. Løsningen er udviklet af dem selv i samarbejde med Atea og Citrix Danmark. Resultatet er mere data i skyen og hurtigere adgang til serverne for medarbejdere overalt i verden.

Hvad gør man, hvis den infrastrukturløsning, man ønsker, ikke findes i markedet? Man udvikler den selv. Det har den internationale flyudlejer, danske Nordic Aviation Capital, gjort i tæt samarbejde med Atea og Citrix Danmark. I dag har virksomheden sin Citrix-infrastruktur placeret lokalt i Microsoft Azures datacentre flere steder i verden – som de første i verden vel at mærke.

”Vi havde brugt Microsoft Azure som driftcenter i et par år, men ønskede sidste år et nyt set-up, der kunne gøre det muligt at bruge Citrix-servere i Azure, fordi vi dermed kunne bruge Microsofts infrastruktur i stedet for vores egen. Problemet var bare, at den løsning ikke fandtes hos Citrix eller Microsoft. Sammen med Atea besluttede vi derfor at kontakte Citrix Danmark, og så designede vi den nye løsning i fællesskab,” fortæller Morten Thomsen, der er it-administrator hos Nordic Aviation Capital i Billund, hvorfra virksomhedens it-drift foregår.

Lokale datacentre
Med den nye Citrix XenDesktop 7.6 løsning kan Nordic Aviation Capital nu flytte applikationer ud på den virtuelle platform. Dermed er der ikke længere behov for selv at drifte en Citrix-løsning på fysiske servere i Billund, og det giver mening for virksomheden, der har omkring 100 ansatte fordelt på kontorer i Danmark, Canada, Irland og Singapore.

”Vores data er så kritiske, at der altid skal være adgang til dem. Det dur ikke, at kollegerne i Toronto ikke har adgang til data, hvis et kabel ved et uheld bliver gravet over her i Billund. Vi vil ikke være et knudepunkt, så derfor er vores strategi at flytte så meget data som overhovedet muligt op i skyen via Azures cloud platform i stedet for at have fysiske servere stående her i Danmark,” forklarer Morten Thomsen.

Med Microsoft Azure bruger Nordic Aviation Capital Microsofts lokale datacentre rundt omkring i verden. Det har en række praktiske fordele, blandt andet at Microsoft er ansvarlig for den fysiske drift og vedligeholdelse, og at kollegerne i Nordic Aviation Capital hurtigt kan tilgå virksomhedens data:”Der er langt fra Danmark til Singapore, når data skal anvendes. Med den nye løsning kan vi tilgå applikationer via de virtuelle Citrix-servere i Azure, der geografisk ligger tættest på brugerne, fordi Microsoft har lokale datacentre flere steder i verden. Det betyder, at kontoret i Singapore tilgår et datacenter tættest på deres lokation, nemlig Microsoft i Singapore, og kontoret i Canada bruger et Microsoft datacenter i USA. Det gør det hurtigere for medarbejderne at tilgå applikationer, og desuden har løsningen den positive sideeffekt, at vores team i Billund nu står for mindre drift i det daglige,” lyder det fra Morten Thomsen.

Danske frontløbere
Nordic Aviation Capital er de første, der tildeler Citrix-servere på Microsoft Azure. Da Microsoft Azure blev lanceret som ny infrastrukturplatform for godt og vel tre år siden, var Nordic Aviation Capital også blandt de første i verden til at springe på. Ifølge Morten Thomsen er det en del af virksomhedens DNA at være digital frontløber:

”Vi har historisk været first movers i branchen, fordi vi er et team med gode idéer, som gerne vil være med længst fremme og tilbyde vores kolleger det nyeste. Vi oplever, at mange af vores kolleger i branchen er bange for at give slip på data, men hos os har vi en strategi om cloud first, fordi vi hellere vil have data liggende i skyen end i Billund. Det gør os langt mindre sårbare over for nedbrud og gør dagligdagen lettere for vores kolleger rundt omkring i verden,” forklarer Morten Thomsen.

Nordic Aviation Capital

3 fordele ved en Citrix infrastruktur via Microsoft Azure – ifølge Morten Thomsen:

  1. Det overflødiggør fysiske servere på de lokale kontorer, som ellers er nødvendige for at få hurtig adgang til data.
  2. Det er let at skalere op og ned på serverne, for eksempel hvis der er brug for færre ressourcer om natten. Det betyder mindre udgifter til hardware og en mere effektiv platform for brugerne.
  3. Det er muligt at tilgå data og applikationer lokalt ude i verden, for eksempel hos Microsofts datacenter i Singapore.
Atea perceived better if you update your browser. Here you will find a new version of Internet Explorer