Et stigende antal trusler mod datasikkerheden og en skærpet lovgivning for forsvarlig data-opbevaring har bragt backup-løsninger til tops på dagsordenen i dansk erhvervsliv. Backup af forretningskritiske data er en forsikring, danske virksomheder i dag ikke kan leve uden.
Topdanmark, der lever af at forsikre danskerne mod alt fra stenslag til oversvømmelser, har for længst implementeret en innovativ backup-løsning – innovativ fordi Topdanmark i modsætning til de fleste andre virksomheder i den finansielle sektor har valgt at outsource virksomhedens backup-drift.
Og det er der ifølge Thomas Panduro Petersen, serviceejer for it-infrastruktur i Topdanmark, én bestemt grund til.
”Vi spurgte os selv, om det var forsvarligt, at vi både havde vores servere og backup-løsning på én og samme lokation,” siger Thomas Panduro Petersen.
Hensynet til datasikkerheden og forretningsstabiliteten førte i 2015 til, at Topdanmark outsourcede backup-driften til Ateas cloud-backup platform, som er redundant placeret i flere datacentre.
”Ved at outsource backup-driften til Atea har vi sikret os, at vi ved hjælp af Ateas Disaster Recovery-service altid kan gendanne data, uanset hvad der sker hos os.”
Disaster Recovery-servicen betyder, at Topdanmark er garanteret hurtig gendannelse af en anseelig mængde data pr. time, i fald de fysiske servere i forsikringsselskabets to datacentre skulle være ramt af systemsvigt. Forretningen - og dermed kunderne – bliver derfor generet mindst muligt, selvom Topdanmark skulle blive ramt af et større it-nedbrud.
”Topdanmark sælger ikke flere forsikringer, fordi Atea har ansvaret for vores backup-drift. Men det giver os en stærk stabilitet og datasikkerhed, som indirekte betyder noget for vores kunder”
Ud over akutberedskabet påpeger han også, at Topdanmark med backup-driftsaftalen imødekommer de til stadighed skærpede krav om arkivering af de hastigt stigende datamængder.
”99% af de arkiverede data bliver ikke brugt, men vi skal til en hver tid kunne føre bevis for, at vi har data-backup, der nogle gange skal gå fem år tilbage,” siger han og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at Topdanmark som finansiel virksomhed har nogle specielle forpligtigelser i forhold til at overholde den nye persondatalovgivning. Ateas backup-drift hjælper os med at gøre den opgave til noget, vi kan løfte i praksis.”