Spring til indhold
Tilbage til Graduate

Hybrid Cloud

I et IT-landskab under hastig forandring, er det vores ambition at være helt fremme med nogle af de nyeste løsninger fra vores største partnere. Et af de områder under størst forandring er Cloud, hvor nye løsninger og aktører hele tiden introduceres, og hvor etablerede IT Producenter investerer for at bevare og udvikle deres forretninger.

Som Graduate i vores Cloud-teams vil du få mulighed for at lære fra nogen af de bedste i branchen, men vil også få muligheden for at udfordre dig selv og det bestående. Vores Graduates skal ud i første række og prøve kræfter med at få teori og praksis til at hænge sammen i dialogerne med kunderne.

Du vil primært skulle beskæftige dig med Microsoft Azure og med Ateas Managed Services, og vil indledningsvist komme igennem et uddannelsesforløb indenfor både Atea og Ateas forretningsområder samt Cloud generelt og Microsoft Azure konkret. Derudover har vi stort fokus på den gode kundedialog, og du vil modtage træning og sparring i at blive dygtig til at begå dig i kundedialoger. Ligeledes vil du naturligvis få uddannelse og træning i de systemer og værktøjer, der anvendes i afdelingerne.

 

Graduate forløbet vil du primært være fokuseret på den kundevendte del af Cloud i Atea, men du vil også undervejs i dit forløb komme på rotation i vores leveranceorganisationer og dermed få en god forståelse for vores konsulenters arbejde hos kunderne, samt indsigt i hvordan vores Managed Services teams håndterer den daglige drift hos vores kunder.

I den kundevendte del af forløbet vil du både skulle indgå i tæt samarbejde med en række interne og eksterne stakeholders, og du vil selvstændigt skulle drive salgsforløb hos kunderne allerede fra tidligt i dit Graduateforløb. Naturligvis med al den støtte, der vil være behov for.

For at søge denne stilling, skal du besvare en case.

Linket åbnes i Google Chrome

Vores graduates rejse i Atea

 

Pernille

Pernille Hedegaard Lauridsen - Graduate i Cloud Sales

Hils på Pernille i Atea.

Som Graduate i Cloud Sales, arbejder hun med behovsafdækning blandt Ateas kunder.

Hvilken uddannelse har du?

Jeg kommer med en lidt anden baggrund end de andre graduates, da jeg kommer med en bachelor i Fysioterapi, og en kandidat i Klinisk Videnskab og Teknologi fra Aalborg Universitet. Min uddannelse er således sundhedsfaglig, hvor fokus har været på implementering af teknologier i sundhedssektoren, så jeg kan noget lidt andet end de fleste andre, og jeg kan derfor komme med anderledes input og perspektiver. Det tror jeg godt kan være en fordel for både mig og Atea.

Hvorfor lige IT-branchen og Atea?

Jeg tror, at teknologi altid været en del af mit interessefelt. Det er nok også noget af det der gjorde, at da jeg blev færdig med mine uddannelser, så jeg mit fag ud fra en it-faglig optik. Jeg så, at fx kommuner bruger rigtig mange penge på it, og at it kan hjælpe rigtig mange steder – også i sundhedssektoren. Forståelsen for hvordan vi anvender teknologier både som kommunikations- og løsningsredskab, synes jeg er spændende. Dét at favne mennesker og kunder i brugen af IT, er en af grundene til, at jeg er her i Atea. Her er der mange nye spændende udfordringer – og for mig er det særligt interessant, hvordan cloud-området og sundhedsteknologi kan spille sammen. I nogle tilfælde bliver teknologierne ikke implementeret ud fra kundens reelle behov, og der mangler en form for bindeled. Der ser jeg min værdi. Altså, så vi både har it-services og it-løsninger, OG er opmærksomme på, hvad der rent faktisk er behov for fx i sundhedssektoren – og det ved jeg noget om. Jeg kan godt lide det brede perspektiv i Atea med samarbejde på tværs af kollegernes uddannelser, faglige personligheder og 360 grader rundt om i virksomheden.

Hvordan har det været at være en del af et graduateforløb?

Jeg glæder mig meget til, at der bliver åbnet op for, at alle graduates kan mødes fysisk. Alle er meget interesserede i hinanden, støtter op og vi vil gerne lære mere af og om hinanden. Når man som ny skal agere i en dynamisk virksomhed, er det vældig rart at have noget indbyrdes sparring. Vi har været på DISC-kursus for at få indsigt i vores egne og gruppens profiler. Det har været spændende at møde de andre i graduategruppen. De kan jo nikke genkendende til, at vi som nye står overfor de samme udfordringer, selvom vi er en meget alsidig gruppe med forskellige kompetencer. Den tidligere årgang af graduates har også været en stor hjælp. De har været rigtig gode at gå til, og vi har haft nogle møder på tværs af afdelinger – og vi har da også været forbi fredagsbaren inden det hele lukkede ned. Det har været godt at få af vide, at det godt kan være svært i starten, men samtidig blive understøttet i, at der er rigtig mange muligheder her i Atea. Netop fordi Atea er så dynamisk, så er det jo stort set muligt at arbejde med netop det, man har mest lyst til, og der er altid nogle, som vil hjælpe.

 

 

Jeppe

Jeppe Petersen - Graduate i AMS Sales i Cloud teamet

 

Hils på Jeppe i Atea.

Som Graduate i AMS Sales i Cloud teamet er Jeppe med til at afdække kundernes behov og matche med den rette løsning inden for primært Azure.  

Hvilken uddannelse har du?

Jeg er uddannet som Cand.merc. iec, også kalder International Economic Consulting, fra Aarhus Universitet.

Hvorfor lige it-branchen og Atea?

Jeg har en grundlæggende interesse for IT, og det har jeg nok altid haft. Jeg synes, at det er en spændende branche, der er i konstant udvikling, og samtidig er IT-teknologi med til at ændre folks væren og gøren. Jeg tror på, at rigtig mange af de problemer, som virksomheder har på nuværende tidspunkt, kan løses med IT, og der vil jeg gerne være med til at skabe de rigtige løsninger. Hvorfor det lige blev Atea, skyldes nok, at det er et hus som favner bredt, og idéen om at være med til at skabe nogle helhedsløsninger var tiltrækkende for mig. Udover det har jeg også hørt godt om Atea fra tidligere kollegaer og bekendte, der har arbejdet i Atea. 

Hvad går dit arbejde ud på i store træk?

På nuværende tidspunkt holder jeg en del kundemøder, hvor jeg tager en indledende snak med kunder, og forsøger at inspirere dem omkring Azure og Cloud løsninger generelt.Jeg forsøger at finde ud af, om vi har løsninger, der kan passe ind i deres organisation og forretning, så det handler meget om at tage dialogen og forstå kundens behov. Derudover har jeg en række små administrative opgaver rundt omkring, men hovedfokus er lige nu på kundemøder. Mit næste forløb, som jeg ikke er kommet videre til endnu, omfatter udformning af kontrakter.

Hvad har overrasket dig gennem dit forløb?

Det er overraskende, hvor ’chill’ og afslappet virksomheden er, selvom gennemsnitsalderen er godt derop af. Der er en fed indbyrdes tone og folk de hygger sig. Man kunne måske godt forestille sig, at når man kommer ind i så stor en organisation, så kunne det være en smule stift, men det har jeg ikke følt. Jeg er også ret imponeret over, hvor hurtigt der bliver rykket på tingene i forhold til en ny tilgang eller en ny idé, der kommer på bordet. Distancen mellem de forskellige led og niveauer i organisationen er relativ lav, og det viser sig også ved, at du ved interne møder er tæt på fx chefen for en afdeling, hvor du har mulighed for at tale med, og der bliver lyttet og taget imod det du siger.

Hvordan har det været at være en del af et graduate-forløb?

Jeg var en af de heldige som startede op et sted, hvor der også startede en graduate i præcis samme stilling som jeg. Jeg har sparret meget med hende om dagligdagen, fordi vi har været igennem det samme forløb indtil videre, selvom vi har haft valgt to lidt forskellige veje. Det har været rigtig inspirerende at have nogle af sparre med. Vi har også haft forskellige intromøder med hele graduate-holdet. Nogle har være rigtig gode og andre knap så meget, men det har været fordi det har været online over Teams. Da vi så fik muligheden for at besøge Ballerup kontoret og møde de andre fysisk, der fik jeg rigtig meget ud af det – ikke mindst socialt ved at få sat ansigt på dem, jeg har snakket med. Så har jeg også snakket lidt med det tidligere graduate-hold, og det har også været rart at have nogle at sparre med blandt dem.

Hvad har været det bedste ved at være i Atea?

Det bedste har nok været, at jeg får smidt en masse opgaver i hovedet og får noget ansvar. Folk har virkelig tillid til, at jeg har styr på mine ting. Jeg har fået lov til at præge, hvad det er jeg vil, og der har været mange muligheder i forhold til det. Så jeg har selv haft mulighed for at vælge, hvad det er jeg vil lave og med hvilket fokus.Så har det også bare været rigtig godt at kunne spørge kolleger om selv de dummeste og mest indlysende ting. Når man som jeg ikke kommer med en IT baggrund, så er det dejligt at kunne få nogle ting på plads. Der har været nogle rigtig dygtige folk omkring mig, som har taget tid ud af deres kalender for at holde oplæg om selv de mest lavpraktiske ting inden for IT.  

Hvorfor skal man ansøge om at blive en del af Ateas graduateforløb?

Jeg gik selv lidt ind til det her med en attitude om, at jeg var åben for at afprøve det der blev lagt på bordet og så se, hvad der kunne ske. Det kunne godt være en anbefaling, at man skal være omstillingsparat og vide, at man måske ikke kommer til at lave helt præcis det, som man havde forventet, at man skulle lave. Man skal være klar til at gribe bolden og hoppe ud i det, da man får meget ud af sådan en tilgang her i Atea. Så vil man i hvert fald opleve at få kastet mange bolde efter sig. Så vær klar, klø på, hyg dig og ha’ det sjovt undervejs.

 

 

Hold øje med sitet – vi rekrutterer nyt graduatehold i efteråret 2021

Om dig

hybrid cloud graduate


Generelt for vores graduates ønsker vi os følgende kompetencer:

  • Du afslutter eller har netop afsluttet en videregående uddannelse på kandidatniveau (CBS, IT-U, DTU)
  • Du udviser initiativ, selvstændighed og tager ansvar
  • Du har gennemslagskraft og arbejder fokuseret
  • Du har åbent sind og er god til at skabe relationer
  • Du når dine personlige og arbejdsrelaterede mål
  • Du er flydende på dansk og engelsk i både skrift og tale

Du vil blive tilknyttet vores afdeling i Ballerup eller Århus

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte René Lange på tlf. 30780921

Tilbage til Graduate
Atea perceived better if you update your browser. Here you will find a new version of Internet Explorer