Spring til indhold
Nyhed07-10-2025

Atea bliver en del af Cybersikkerhedspagten

Atea er nu officielt associeret medlem af Cybersikkerhedspagten, et centralt offentligt-privat samarbejde forankret under Styrelsen for Samfundssikkerhed. Formålet med pagten er at styrke cybersikkerheden hos danske virksomheder - særligt små og mellemstore - gennem fælles indsats, videndeling og koordinering.

Ballerup, d. 8. oktober 2025 - Med medlemskabet ønsker vi at bidrage aktivt til pagtsamarbejdet og sikre, at de tekniske og rådgivningsmæssige erfaringer, vi har opbygget gennem mange års drift og udvikling, kan komme til gavn i en national sammenhæng.

“Cybersikkerhed er ikke noget, én aktør kan løfte alene. Pagten handler netop om at samle kræfterne på tværs af offentlige og private aktører, så vi står stærkere som samfund. Det ansvar tager vi gerne del i,” siger Thomas Wong, Vice President for Security i Atea Danmark.

Hvad er Cybersikkerhedspagten?

Cybersikkerhedspagten er etableret for at skabe en stærkere sammenhæng mellem offentlige og private initiativer på cybersikkerhedsområdet, med særlig fokus på SMV’ers udfordringer. De centrale målsætninger er at fremme sammenhæng og synergi i eksisterende indsatser, styrke udveksling af viden og data samt etablere samarbejder, der kan hjælpe virksomheder med at beskytte sig bedre mod cybertrusler. Pagtens medlemmer får mulighed for at deltage i arbejdsgrupper, bidrage med nye initiativer og præge cybersikkerhedsagendaen i Danmark.

Nordens største undersøgelse blandt it-beslutningstagere (CIO Analytics 2025) viser, at hele 10% af danske organisationer har oplevet et større cyberangreb inden for de seneste 12 måneder. I denne kontekst giver et samarbejde som Cybersikkerhedspagten mulighed for, at flere virksomheder kan få adgang til rådgivning, standardanbefalinger og værktøjer.

Hvordan bidrager Atea?

Som associeret medlem af pagten bringer Atea både teknisk ekspertise og operationel erfaring ind i de fælles processer. Vi hjælper med at oversætte rådgivning til praksis og med at evaluere, hvilke sikkerhedstiltag der reelt virker i små og mellemstore organisationer.

Atea vil fremover bidrage med erfaringer, ressourcer og dialog om, hvordan vi, sammen, kan gøre det lettere og mere sikkert for alle virksomheder at navigere i et stadig mere komplekst digitalt landskab.

Læs mere om Cybersikkerhedspagten hos Styrelsen for Samfundssikkerhed