Kathrine Forsberg stopper som CEO i Atea Danmark
Ballerup den 18. februar 2025 - Efter fem år som administrerende direktør for Atea Danmark stopper Kathrine Forsberg. Hun tiltræder i stedet som direktør for Norlys’ kundeforretning d. 15. marts.
”Kathrine har taget Atea Danmark igennem en stor transformation de sidste fem år. Jeg er enormt glad for hendes store bidrag og det aftryk, hun har sat på Atea. Jeg ønsker hende stort tillykke med de nye muligheder, som hun har valgt at forfølge,” siger Steinar Sønsteby, CEO i Atea ASA og Atea Danmark.
Kathrine Forsberg tiltrådte som administrerende direktør i Atea i januar 2020 efter et år som direktør for Enterprise salgsafdelingen i Atea Danmark.
”Det har været nogle gode, lærerige og udfordrende år som direktør i Atea, og jeg ville ikke have været noget af det foruden. Jeg er stolt af at have stået i spidsen for virksomheden igennem den turnaround, som vi sammen har opnået,” siger Kathrine Forsberg.
Steinar Sønsteby overtager som CEO for Atea Danmark men fortsætter samtidig som CEO for Atea-koncernen.
