I dag er omkring 600 patienter tilknyttet løsningen, hvor de selv måler deres værdier hjemme og bliver fulgt af sundhedspersonale på afstand. Ambitionen er både enkel og ambitiøs: at give patienterne større tryghed og livskvalitet, og samtidig reducere behovet for indlæggelser og fysiske besøg.
”Den oprindelige vision var, at patienterne i højere grad skulle inddrages i deres eget behandlingsforløb og lære at mestre deres sygdom i hverdagen.”
Når patienten bliver aktiv medspiller
Telemedicinløsningen er en del af den nationale indsats TeleKOL og TeleHjerte, hvor patienter med kronisk sygdom selv måler blandt andet vægt, puls og iltmætning i hjemmet og deler data med sundhedspersonalet. Formålet er at styrke patientens evne til at forstå og reagere på egne symptomer, og dermed forebygge forværringer.
”Det betyder, at borgerne oplever øget tryghed og livskvalitet og får bedre forståelse for deres sygdom.”
Når værdierne bevæger sig uden for de fastsatte grænser, bliver sundhedspersonalet opmærksomt og kan reagere. ”Det handler i høj grad om at fange forværringer, før det udvikler sig til en indlæggelse,” fortsætter Claus Terkelsen.
Erfaringer fra telemedicin viser netop, at patienter bliver bedre til at håndtere deres sygdom og i nogle tilfælde kan undgå indlæggelser eller få kortere indlæggelsesforløb.
For at skabe maksimal værdi, er hele set-uppet omkring de telemedicinske løsninger tværsektorielt og betinget af et tæt samarbejde på tværs af kommuner og region.
Drift og logistik, der bare fungerer
Bag den telemedicinske løsning ligger en omfattende logistisk opgave. Udstyr i form af iPads skal klargøres, distribueres og håndteres, når patientforløb opstartes og afsluttes. Den del håndteres af Atea, som står for klargøring, pakning og genbrug af udstyret. ”Det er nemt for os, at den del ligger hos en partner. iPads er klar, når patienterne skal i gang,” lyder det fra Claus Terkelsen, der sætter stor pris på samarbejdet med Atea.
Når et forløb afsluttes, sendes udstyret retur til Atea, hvor det rengøres og klargøres til næste patient. Det skaber en cirkulær model, hvor ressourcerne udnyttes bedre. Samtidig betyder det, at sundhedspersonalet kan fokusere på det sundhedsfaglige frem for logistik og teknik.
En løsning, der er skabt til hverdagen
En afgørende forudsætning for succes er, at teknologien er enkel, også for patienter, der ikke er teknologivante. Derfor modtager patienterne en komplet løsning med tablet og måleudstyr, som er klar til brug.
”Platformen er gjort meget enkel og tilpasset målgruppen. Patienterne bliver introduceret til udstyret af sundhedspersonale og lærer at måle og rapportere deres egne data. Målingerne sendes direkte til en sygeplejerske, som følger udviklingen og tager kontakt ved behov.”
For sundhedspersonalet betyder telemedicin en ændring i måden, man arbejder på. Flere opfølgninger kan håndteres digitalt, og patienter kan følges tæt uden fysisk fremmøde.
”Arbejdsgangene er blevet mere smidige, fordi nogle ambulante besøg nu kan klares virtuelt,” lyder det fra Claus Terkelsen.
Det giver både fleksibilitet og bedre ressourceudnyttelse. Samtidig slipper patienterne for transport og ventetid – en gevinst, der især har betydning for borgere med nedsat mobilitet. ”Der er et stort potentiale i at udbrede til nye patientgrupper,” lyder det afslutningsvist fra Trine Egsgård Christoffersen.