Da Coop Trading besluttede at flytte til et nyt hovedkontor i hjertet af København, var målet klart: at skabe et moderne kontormiljø, der understøtter vækst og gnidningsfrit samarbejde på tværs af Norden – og samtidig gennemføre en omfattende it-transition.
Fra vision til virkelighed
Coop Trading fungerer som kompetencecenter for private mærker og håndterer alt fra indkøb og kvalitetstest til designudvikling og logistik for mere end 4.500 produkter. For at styrke innovation og samarbejde ønskede virksomheden en ny kontorhub, der kunne samle medarbejdere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland i ét dynamisk miljø. Samtidig stod Coop Trading over for en kritisk opgave: at skifte it-partner og sikre en stabil og fremtidssikret infrastruktur.
It som katalysator for samarbejde
Projektet omfattede alt fra fysisk flytning og netværksinstallation til opsætning af arbejdsstationer og etablering af rackskabe. Resultatet blev et kontor, hvor alt fungerede fra dag ét. Antallet af mødelokaler blev fordoblet, en e-reception blev lavet og en ny samarbejdsplatform blev implementeret, understøttet af en Teams Meeting-integration.
“Vi ønskede at skabe en ny kontorhub med fokus på innovation, vækst og samarbejde. Og den anden opgave var faktisk at skifte fra én it-partner til en anden it-partner. Atea var en god partner og passede godt til begge de opgaver, vi havde” - René Sandberg, IT Director, Coop Trading
The New Nordic Hub er i dag meget mere end et kontor – det er et samarbejdsrum, hvor medarbejdere på tværs af landegrænser arbejder gnidningsfrit sammen. Moderne mødefaciliteter og digitale løsninger gør det muligt at afholde hybride møder og tiltrække besøg fra hele Coop Trading.
Hvorfor Atea?
“En af de vigtigste erfaringer fra dette partnerskab er, at tæt samarbejde virkelig er nøglen til succes” - Lars Døring, VP Contract Lifecycle Management, Atea
Valget faldt på Atea på grund af stærke netværkskompetencer, professionalisme og evne til at agere strategisk sparringspartner. Atea har stået for hele processen – fra design af infrastrukturen til implementeringen af en robust it-platform.
Fremadrettet vil det tætte samarbejde fortsætte. Coop Trading og Atea vil sammen videreudvikle den nye nordiske hub, arbejde med de dertilhørende it-udfordringer og udnytte det store udviklingspotentiale.