Spring til indhold
Pressemeddelelse 03-03-2025

Atea genvælges som leverandør på stor konsulentaftale

Atea fortsætter med at levere en bred vifte af it-konsulentydelser til den offentlige sektor som en af leverandørerne på SKI 02.17 It-konsulenter.

Ballerup, d. 3. marts 2025 – Med SKI 02.17 It-konsulenter kan staten, regioner, kommuner og særlige statslige institutioner – herunder Folketinget, Grønland, Færøernes Hjemmestyre og Nationalbanken – fortsat trække på Ateas brede ekspertise inden for IT-konsulentydelser.  

Den nye aftale giver offentlige organisationer nem og fleksibel adgang til it-specialister, som kan understøtte både projektbaserede opgaver og den daglige drift. Aftalen dækker et bredt spektrum af it-kompetencer og sikrer, at den offentlige sektor har de nødvendige ressourcer til at håndtere digital udvikling og drift på en effektiv og struktureret måde. 

"Det er en videreførelse af et mangeårigt samarbejde, vi er stolte af at fortsætte. Aftalens bredde og omfattende dækning er vigtig for Atea, da den giver os mulighed for fortsat at realisere vores mission om at 'bygge Danmark med it'. Vi har et stærkt hold af egne it-konsulenter og et tæt samarbejde med de dygtigste partnere i markedet, hvilket betyder, at vi kan bidrage med den specialistviden, som den offentlige sektor har brug for. Med aftalen kan vi fortsat understøtte en mere sikker, bæredygtig og velfungerende offentlig it-infrastruktur," siger Hans-Henrik Langsted, Senior Vice President for Consulting i Atea Danmark. 

Skærpede sikkerhedskrav og mulighed for at prioritere bæredygtighed 

Den nye SKI 02.17-aftale stiller højere krav til både it-sikkerhed og bæredygtige løsninger. Offentlige organisationer kan nu i højere grad efterspørge grønne tiltag i de konkrete it-leverancer, ligesom der stilles skærpede sikkerhedskrav til leverandørerne, så de følger NIS2-direktivet, der forventes at blive implementeret i Danmark fra 1. juli 2025.  

"Det er meget positivt, at der nu er klare krav til, at leverandører i den offentlige sektor tænker både sikkerhed og bæredygtighed ind i deres løsninger. Med NIS2-direktivet bliver det endnu vigtigere at sikre, at it-leverandører har robuste sikkerhedsprocesser og kan leve op til de skærpede krav. Derudover får kunderne mulighed for at integrere grønne hensyn i deres it-indkøb, hvilket vi allerede har stor erfaring med gennem vores Life Cycle Management-koncept. Det betyder, at vi kan hjælpe offentlige kunder med at forlænge levetiden på it-udstyr, genbruge ressourcer og rådgive om mere bæredygtige løsninger," forklarer Hans-Henrik Langsted, Senior Vice President for Consulting i Atea Danmark. 

Den nye aftale træder i kraft den 1. juni 2025 og erstatter den nuværende aftale. Aftalen vil have 13 virksomheder og fem konsortier som sidestillede leverandører.  

SKI 02.17 it-konsulenter supplerer SKI’s øvrige it-konsulentaftaler og komplementerer SKI 02.15 It-rådgivning samt det dynamiske indkøbssystem SKI 02.14 It-konsulenter (DIS). De tre aftaler deler samme ydelsesområder og imødekommer de offentlige organisationers behov for mere simple indkøb af både rådgivende og udførende it-konsulentydelser gennem direkte tildeling. 

Om Atea

Atea er den førende leverandør af IT-infrastruktur i Norden og Baltikum. Atea er til stede i 88 byer med næsten 8.000 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland. Atea leverer hardware og software fra førende globale producenter og tilbyder rådgivning samt tekniske tjenester til at understøtte kunder i design, implementering og drift af deres IT-miljøer. Atea havde en omsætning på cirka 35 milliarder NOK (3 milliarder EUR) i 2024 og er børsnoteret på Oslo Børs. www.atea.com

 

Nanna Benting Pelch
Manager • PR & Communications
Send e-mail