Spring til indhold
Nyhed10-02-2026

Atea styrker forretningen og øger indtjeningen

I 2025 gennemførte Atea en række strategiske tiltag - fra styrkelse af salgsorganisationen til investeringer i serviceforretningen, herunder ansættelse af 100 nye konsulenter. Formålet var at skabe større værdi for kunderne ved at bringe hele Ateas forretning i spil og dermed øge lønsomheden.

Ballerup, den 10. februar 2026 - Atea offentliggør i dag sit årsregnskab for 2025 samt regnskab for fjerde kvartal. I fjerde kvartal leverede Atea i Danmark en gross sales (bruttoomsætning) på 2,4 milliarder kroner. EBIT (driftsresultat) for kvartalet lander på 40,6 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 53% sammenlignet med fjerde kvartal 2024.

På årsbasis er gross sales (bruttoomsætning) steget fra 7,9 milliarder kroner i 2024 til 9,0 milliarder kroner i 2025. EBIT (driftsresultat) for året udgør 66,6 millioner kroner mod 46,5 millioner kroner i 2024, hvilket understreger en stigende tendens på bundlinjen og en fremgang på 43%.

"I 2025 har vi arbejdet målrettet på at styrke organisationen og skabe det rette fundament for vores forretning de kommende år. På bundlinjen ser vi en fremgang, der først og fremmest viser, at vi i langt højere grad lykkes med at bringe hele Ateas forretning i spil hos vores kunder. Det reagerer markedet positivt på,” siger Christian Rindtoft, Chief Financial Officer i Atea Danmark.

Transformation skal sikre profitabel vækst
Det seneste års transformationrejse har omfattet en række strategiske initiativer, herunder styrkelse af salgsorganisationen, prisjusteringer og investeringer i serviceforretningen - blandt andet ambitionen om at ansætte 100 nye konsulenter i det kommende år.

2025 har budt på et markant stigende fokus på cybersikkerhed blandt kunderne, bl.a. i lyset af et øget trusselsbillede. I oktober tog Atea et vigtigt skridt mod at styrke danske virksomheders cyberberedskab med initiativet ”The Esc Room”, som har mødt stor opbakning. Over 100 virksomheder og organisationer har allerede gennemført det simulerede cyberangreb med stort udbytte for deltagerne.

Efteråret bød ligeledes på indgåelse af en milliardkontrakt med NATO på tværs af alliancens medlemslande.

"Vi står nu stærkt med en organisation, der er klar til at udnytte vores fulde potentiale. I 2026 ser vi frem til at bygge videre på det fundament, vi har skabt,” siger Steinar Sønsteby, administrerende direktør i Atea Danmark og Atea ASA.

Ifølge den seneste MyImage-analyse blandt mere end 1.000 it-beslutningstagere placerer Atea sig som branchens stærkeste brand samlet set, med den højeste score på troværdighed - og som en højdespringer i brandværdi.

”At kunderne oplever os som de mest troværdige i branchen er den stærkeste bekræftelse på, at vi er på rette vej. Vi har fået bragt hele vores brede forretning i spil, og værdien for kunderne står tydeligere end nogensinde før,” siger Steinar Sønsteby.

I marts tiltræder Nicolai Moresco som ny administrerende direktør for Atea i Danmark. Med over 25 års erfaring fra ledende roller inden for it og tech er han klar til at fortsætte den igangværende transformation.

Atea-koncernen leverer solid vækst
Den samlede Atea-koncern, Nordens største leverandør af it-infrastruktur med ca 8.500 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland, afslutter året med et totalsalg på NOK 60,2 milliarder og fjerde kvartal med et totalsalg på NOK 17,8 milliarder samt en bundlinje på NOK 480 millioner (EBIT). Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her.

Yderligere info

Nanna Benting Pelch Manager • PR & Communications