Spring til indhold
Nyhed27-04-2017

Solid omsætningsvækst for Atea

Atea oplever en støt stigende tilgang af kunder og kan i årets første kvartal præsentere fortsat vækst i omsætning og på alle forretningsområder.

En omsætning på DKK 1.664,2 millioner i første kvartal 2017 udgør en stigning på 19 procent for Atea i Danmark sammenlignet med omsætningen i samme kvartal sidste år. Driftsresultatet (EBITDA) ender på DKK 48,7 millioner i forhold til 57,5 millioner i første kvartal 2016.

Atea oplever fortsat stabil fremgang på alle tre forretningsområder: Serviceforretningen er steget med 7,7 procent, hardware med 17,7 procent, og software er gået 41,5 procent frem.

”Vi er selvfølgelig meget glade for den solide vækst i omsætning. Det betyder helt grundlæggende, at vores kunder har tillid til os og er glade for at handle med Atea, og dermed har vores strategi for de seneste år om at være det naturlige valg båret frugt,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark. 

Øget fokus på effektivitet

”Omvendt kan vi ikke være helt så tilfredse med et fald på bundlinjen, når omsætningen vokser så markant. At bunden ikke følger med toppen skyldes primært en strategisk indsats for at vokse på software-området, og derudover at vi ikke havde forudset et så stort pres på priserne, som vi har oplevet i årets første måneder. Vi må erkende, at vi har været lidt for optimistiske på omkostningerne i forhold til den dækningsgrad, det har været muligt at opnå. Når det er sagt, er mit mål at levere det samlede resultat for 2017, og med den stigende omsætning og interesse for Atea er vi godt på vej mod årets mål,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

Atea har netop søsat et ambitiøst program med navnet ’Customer & Operational Excellence’, som med kunderne i fokus skal ensrette og optimere processer på tværs af organisationen. Målet er øget effektivitet og større kundetilfredshed.

 

Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her.