Spring til indhold
Pressemeddelelse 11-02-2015

Danmarks største retailkæde vælger Atea

Atea har vundet stor serviceaftale for Coop Danmark. Serviceaftalen gælder alle 1.200 Coop-butikker og åbner dørene til det store retailmarked for Atea.
Shopping mall

Ballerup, den 10. februar 2015 – Atea tager et nyt og stort skridt ind i retailbranchen. Coop Danmark har valgt Atea som serviceleverandør til alt fra netværksudstyr, printere, kasseapparater og mobile devices til pc’er. Aftalen skal blandt andet sikre, at ingen kunder går forgæves i Coop Danmarks butikker, fordi et af de 5.100 kasseapparater ikke virker.

Minimum nedetid i 1.200 Coop-butikker

Atea har med 300 certificerede serviceteknikere mulighed for en total geografisk dækning med hurtige responstider, så de 1.200 Coop-butikker får så lille en nedetid som muligt. Det betyder, at Atea rykker ud over hele landet på under fire timer og løser butikkernes it-problemer på stedet – uanset om problemet er på Bornholm, i Sønderjylland eller på Sjælland.

Hos Coop Danmark er der stor tilfredshed med den nye aftale, der udløser store potentialer.

”En sikker serviceløsning, som giver stabil drift, er afgørende for vores forretning. Atea giver os en total geografisk dækning med hurtige responstider kombineret med en strategisk forståelse for løsninger, der kan accelerere vores resultater,” siger René Munk-Nissen, it-direktør i Coop Danmark.

Win-win for begge parter

Serviceaftalen er bygget op om en win-win-model, hvor Atea og Coop Danmark sammen udvikler en optimeret serviceløsning.

”At Coop Danmark har valgt Atea som serviceleverandør, åbner i den grad op for Ateas satsning og ønske om at være den foretrukne it-leverandør til retailbranchen. Det er gået stærkt, og det bekræfter os i, at vores markedstilgang, med en model der sikrer fælles gevinster for begge partere, er den rigtige,” siger Michael Tordrup, Account Director i Atea Danmark.