Spring til indhold
Pressemeddelelse 18-10-2018

Atea tror på fremgang efter udfordret kvartal

Atea Danmark har oplevet udfordringer i både omsætning og indtjening i seneste kvartal i forlængelse af myndighedernes midlertidige anbefaling til offentlige organisationer om ikke at indgå nye aftaler med Atea. Myndighederne har igen godkendt handel med Atea, og nu skal den tabte omsætning vindes tilbage.
Atea Facade 2018

De seneste måneder har været udfordrende for Atea. Danmarks største leverandør af it-løsninger er således gået tilbage i omsætning og leverer et negativt resultat i tredje kvartal af 2018. Omsætningen er faldet med 21,9 procent til DKK 1.028 millioner, og resultatet (EBITDA) lyder på DKK -6,9 millioner.

 

En betydelig del af forklaringen på omsætningsnedgangen er, at SKI og Moderniseringsstyrelsen inden sommerferien anbefalede, at offentlige kunder satte køb hos Atea i bero eller gjorde dem betinget af myndighedernes vurdering af en redegørelse fra Atea for virksomhedens compliance- og self-cleaning-arbejde. Det skete i kølvandet på den dom, der blev fældet mod fire tidligere medarbejdere og deraf mod Atea som hæftende virksomhed den 27. juni i år. En dom Atea valgte at acceptere.

Myndighederne har godkendt handel med Atea

Myndighederne vurderede efterfølgende Ateas redegørelse og fastslog den 7. september, at det offentlige igen kan handle med Atea på normale vilkår. Men den midlertidige anbefaling, der strakte sig over det meste af tredje kvartal, sætter tydelige spor i kvartalsregnskabet, hvor Atea er gået tilbage i handlen med både offentlige og private kunder.

 

”Resultatet er selvfølgelig meget skuffende og er kraftigt påvirket af myndighedernes midlertidige anbefaling til offentlige organisationer om ikke at indgå aftaler med Atea.

Vi er naturligvis glade for, at vurderingen af vores omfattende compliance-indsats er faldet positivt ud. Men vi kan konstatere, at forløbet har haft betydelige konsekvenser for særligt den offentlige omsætning og driftsresultatet i seneste kvartal,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

Nye rammeaftaler med offentlige kunder

Nu skal udviklingen vendes. Med sagen lagt bag sig og en kundevendt organisation er Atea gearet til igen at kunne skabe vækst og udvikling.

 

”Vi har de seneste fire år gjort alt tænkeligt for at skabe en transparent, sund og veltrimmet virksomhed, som offentlige og private trygt kan handle med, og som har de løsninger, der matcher kundernes behov i både bredden og dybden. Vi har ganske enkelt den rette fremtidssikrede organisation, der ønsker at være en betroet it-partner og gøre en forskel sammen med vores kunder. Det sætter vi alle sejl ind på,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

 

For nylig har Moderniseringsstyrelsen forlænget tre rammeaftaler med Atea som leverandør på netværkskomponenter og sikkerhedssoftware til det offentlige i 2019. 

Vækst på koncernniveau

Den samlede Atea-koncern afslutter tredje kvartal af 2018 med en kvartalsomsætning på NOK 7.098 millioner. Det er en vækst på 6,7 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. EBIT ender på NOK 132 millioner.

 

Atea-koncernen er Nordens største leverandør af it-infrastruktur og har i alt 7.200 medarbejdere i 87 byer i Norden og Baltikum.

 

Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her.