Spring til indhold
Pressemeddelelse 18-11-2020

Ny true crime-podcast gransker de største hacker-sager

Med en ny podcast-serie om mere eller mindre velkendte hackerangreb sætter Heartbeats og Atea fokus på den stigende trussel fra it-kriminalitet for både enkeltpersoner og organisationer.

Den 17. november 2020 – Fra den 18. november bliver det muligt at få et dybt og velfortalt indblik i nogle af de mest fatale hackerangreb, der har ramt personer og organisationer de seneste år.

Her lancerer mediehuset Heartbeats sammen med Atea nemlig podcast-serien True Cybercrime, der bliver tilgængelig på alle gængse podcast-platforme.

Vært på podcasten er Martin Hylander, som også er manden og stemmen bag den populære podcast ”True Story”.

Med podcast-serien har Atea ønsket at give et i øjenhøjde-indblik i, hvordan hackerangreb og anden cyberkriminalitet foregår i praksis, hvor fatalt det kan være for de berørte, samt hvad man selv kan gøre for at gøre sig mindre sårbar over for it-kriminelle.

”IT-sikkerhed er et fokusområde for Atea, og vores kolleger er nogle af de fremmeste eksperter, der ligger inde med en omfattende viden, som vi gerne vil dele ud af. Formålet er at gøre det tydeligt for enhver, hvordan hackerne rammer os, og hvordan vores digitale adfærd som privatpersoner, virksomheder og samfund kan gøre livet enten nemmere eller sværere for it-kriminelle,” siger Vice President i Atea Security, Søren Haven.

Der er i første omgang planlagt 10 afsnit af True Cybercrime. De første to afsnit er tilgængelige fra onsdag den 18. november. Det første handler om den DJ, der nogle år tilbage hackede sig ind på 117 danskeres computere, herunder en række kendisser. Andet afsnit undersøger et omfattende Twitter-hack, der bl.a. ramte Barack Obama og Joe Biden tidligere i år. Senere afsnit kigger nærmere på angreb mod store virksomheder og institutioner i Danmark og udlandet.  

Vi kan alle lukke hackere ind

En podcast med medrivende fortællinger kan være med til at få de vigtige budskaber om it-sikkerhed ud til danskerne, håber man hos Atea. For det er ofte almindelige medarbejdere, der uden at vide det åbner dørene på klem for professionelle hackere og deres phishing-mails og trojanske heste, hvilket kan få fatale konsekvenser for hele organisationen.

”It-sikkerhed i en organisation er ikke kun et anliggende for it-afdelingen, men for alle medarbejdere. Med en podcast-serie i et velfortalt true crime-format håber vi at nå bredere ud og styrke dialogen med vores kunder om, hvor vigtigt det er at have et velfungerende it-setup og en fornuftig adfærd blandt medarbejderne, så de ikke lukker hackere ind,” siger Vice President i Atea Security, Søren Haven.

 

For yderligere information

Maja Nordal Brenøe, Director, PR & Communication, Atea

E-mail: Maja.Nordal.Brenoe@atea.dk

Telefon: +45 4214 0246

 

Om Atea – Vi bygger Danmark med it
Sammen med vores kunder og samarbejdspartnere bygger vi et digitalt Danmark, vi kan være stolte af. Vi leverer skræddersyede it-løsninger, der fremtidssikrer og skaber værdi for vores kunders forretning. Vi gør det, fordi vi tror på, at it er og bliver den væsentligste drivkraft bag Danmarks succes. Med vores mere end 1.500 medarbejdere har vi en stærk lokal tilstedeværelse med afdelinger fordelt over hele Danmark. Atea Danmark har den højeste internationale antibestikkelsescertificering; ISO 37001. Atea-koncernen er repræsenteret i hele Norden og Baltikum og noteret på Oslo Børs.