Spring til indhold
Pressemeddelelse 29-04-2021

Solid fremgang i både omsætning og indtjening i Atea i første kvartal 2021

Atea Danmark har fået en god start på året: Salget af hardware samt konsulent- og serviceydelser er stigende. Den øgede vækst kommer primært fra den offentlige sektor. Samtidig har et mere veltrimmet Atea formået at skabe en positiv udvikling i indtjeningen i årets første kvartal.

Ballerup, den 29. april 2021 – Atea Danmark har i dag fremlagt regnskab for første kvartal 2021, som viser en øget omsætning svarende til DKK 516 millioner i forhold til samme kvartal i 2020 – en omsætningsvækst på hele 40 procent. Resultat før skat (EBIT) endte på DKK 0,2 millioner, hvilket er en forbedring på hele DKK 90 millioner i forhold til sidste år.

”Vi har nu fire kvartaler i træk oplevet en positiv udvikling i forretningen, hvilket understøtter den strategiske kurs, vi har lagt for Atea. Det gør mig stolt, at vi med dette regnskab endnu engang viser, at vi er på rette vej henimod en sund og overskudsgivende forretning,” siger Kathrine Forsberg, administrerende direktør i Atea.

It-leverandøren har som i de seneste kvartaler af 2020 også i første kvartal 2021 oplevet en høj efterspørgsel på etablering af digitale samarbejdsløsninger og hjemmearbejdspladser som følge af corona-pandemien, men sporer nu samtidig en ny tendens i markedet:

”Vi ser lige nu de første spadestik i genåbningen af Danmark. Helt konkret oplever vi, at markedet i højere grad er begyndt at efterspørge mere langsigtede strategiske it-løsninger,” siger Kathrine Forsberg.

Pandemi og global flaskehals

På grund af pandemien og de seneste udfordringer i Suez-kanalen er Atea – ligesom resten af it-branchen og resten af verdenshandlen i øvrigt, udfordret på leveringstider på it-udstyr.

”På trods af udfordringen med denne globale flaskehals er vi lykkedes med de fleste hardwareleverancer. Qua vores position i markedet har vi et stærkt og solidt samarbejde med vores producenter og distributører. Vi har en samlet indkøbsafdeling på 110 mand, som hele tiden er med til at optimere og planlægge for at sikre de bedste vilkår for vores kunder,” siger Kathrine Forsberg.

Atea-koncernen leverer et samlet plus

Den samlede Atea-koncern, Nordens største leverandør af it-infrastruktur med mere end 7.500 medarbejdere i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Litauen, Letland og Estland, starter 2021 med en omsætning i første kvartal på NOK 10,0 milliarder og en bundlinje med et plus på NOK 176 millioner (EBIT).

 

Læs mere om resultaterne for både Danmark og Atea-koncernen her