Spring til indhold
Nyhed01-01-0001

Atea sætter grøn standard for datalagring med nyt partnerskab

Atea har gennem en årrække arbejdet på at skærpe fokus på bæredygtighed i hele it-branchens forsyningskæde. Det gælder blandt andet i forhold til datalagring, hvor Atea netop har forpligtet sig til at arbejde målrettet mod at sikre 100 procent vedvarende energi.

Datacentre og den infrastruktur, der holder internettet i gang, anslås nu til at udlede mere CO2, end flybranchen gjorde før coronakrisen. Det er netop en af grundene til, at Atea har valgt at sætte yderligere fokus på bæredygtige datacentre ved at indgå en aftale med VMware om at blive en ’Zero Carbon Committed Partner’.

”Som VMware Zero Carbon Committed Partner har vi forpligtet os til at arbejde målrettet mod, at alle vores datacentre bliver drevet af 100 procent vedvarende energi inden 2030. Det er et område, som vi har arbejdet på gennem de mange seneste år, og vi er derfor ikke langt fra det endelige mål, som selvfølgelig også gælder for vores samarbejdspartneres datacentre,” siger Andreas Schjølin, der er Sustainability Manager i Atea Danmark.

Udover målet om at drive datacentre med 100 procent vedvarende energi, arbejder Atea på at reducere centrenes overordnede energiforbrug. Ateas datacentre er i dag mærket med en såkaldt A-rating, der er en af de højeste mærkninger for datacentre, som gennemsnitligt ligger på en C-rating.

Teknologi spiller afgørende rolle i grøn omstilling

Det kan være svært at gennemskue præcis hvor meget CO2, der bliver udledt, når man benytter sig af fx cloud-løsninger eller deltager i et online møde via Teams. Dog bør det ifølge Atea være en topprioritet hos virksomheder fremover, hvis it og teknologi skal være med til at sikre den grønne omstilling.

”Som Nordens førende it-leverandør er det et vigtigt led i vores bæredygtighedsindsats at hjælpe virksomheder på tværs af alle brancher med at nedbringe deres CO2-udledning gennem digitale løsninger. I takt med at verden bliver mere og mere digital, er det afgørende, at virksomheder stiller krav til, at teknologien skal være bæredygtig – og jeg er glad for, at vi i samarbejde med VMware nu officielt sætter en grøn standard for, hvad kunder kan og bør forvente i fremtiden i forhold til datalagring,” siger René Lange, der er direktør for Managed Services, Cloud & Information Management i Atea.

Atea står også bag genanvendelsesprogrammet GoItLoop, der sikrer, at brugt it-udstyr fra nordiske virksomheder bliver genbrugt eller genanvendt fremfor at gå til spilde.

Bæredygtighed i Atea