Spring til indhold
Pressemeddelelse 15-07-2014

Kvartalsregnskab for andet kvartal 2014: Vækst og fortsat potentiale i Atea

Atea Danmark fortsætter de gode takter og kan igen præsentere positiv vækst i salget af både it-produkter og services, samtidig med en forbedring af driftsresultatet på over 20 procent. De positive resultater fra både første og andet kvartal viser en solid forretning, og på den baggrund har direktionen også stor tiltro til årets sidste seks måneder.

Ballerup, den 15. juli 2014 – Atea Danmarks omsætning for andet kvartal 2014 endte på DKK 1.353 millioner, hvilket er en vækst på 2 procent sammenlignet med samme kvartal i 2013. Driftsresultatet (EBITDA) for andet kvartal 2014 endte på DKK 42,5 millioner, hvilket er en forbedring på 20,8 procent i forhold til andet kvartal i 2013.

”Resultatet for andet kvartal viser, at vi fortsætter den positive udvikling fra første kvartal og igen præsterer vækst i både omsætning og indtjening. De seneste måneder har vi oplevet en øget efterspørgsel på både it-produkter og serviceløsninger. Og med den tillid, vi oplever fra markedet, har jeg en stor tiltro til andet halvår,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

3.500 lærere vælger selv digitalt arbejdsredskab

Senest har Købehavns Kommune, i samarbejde med Atea, givet 3.500 lærere mulighed for selv at vælge digitalt arbejdsredskab. Her er erfaringen, at mere end hver anden lærer valgte en anden pc end den, kommunen stillede til rådighed som standard. Tendensen med at sætte medarbejderen i centrum for valget af digitalt arbejdsredskab forventer Atea sig meget af i fremtiden. 

Det netop afsluttede kvartal er Morten Feldings første på posten som administrerende direktør for Atea Danmark.

”Tallene viser en positiv fremgang. Vi har også i dette kvartal styrket vores allerede stærke position på markedet. De flotte resultater viser, at forretningen trives, og der er endnu mere potentiale at frigive både med vores kunder og partnere og hos vores medarbejdere,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

Større fokus på medarbejdere

Et større fokus på medarbejderne som et værdifuldt aktiv er en vigtig del af Morten Feldings plan for et endnu stærkere Atea. Det er medarbejdernes daglige indsatser og kompetencer, som skal sikre kundernes tilfredshed og Ateas fortsatte fremgang. Spydspidsen for et øget medarbejderfokus er oprettelsen af en ny HR-position. Den 1. august 2014 indtræder Annette Otto i direktionen hos Atea Danmark som Human Capital Strategy Officer. Annette Otto kommer fra en lignende ledelsespost i Coop.

Kvartalsresultat for hele Atea koncernen

I andet kvartal 2014 endte Atea koncernens omsætning på NOK 5.981 millioner, som svarer til en vækst på 8,7 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Hardware-omsætningen steg med 9,9 procent, software er øget med 13 procent, og service steg med 0,8 procent. 


Kvartalsregnskab for Atea Danmark 2014 Q2 

Atea Danmark A/S


Beløb i millioner DKK 

Q2 2014

Q2 2013

Q2 y-o-y

Omsætning

1.353  

1.326,3

2 %

EBITDA

42,5 

35,2

20,8 %

EBITDA-margin

3,1 % 

2,7 %

-

*EBITDA-tallene er før den aktiebaserede kompensation.


Kvartalsregnskab for Atea koncernen 2014 Q2

Atea koncernen


Beløb i millioner NOK 

Q2 2014

Q2 2013

Q2 y-o-y

Omsætning

5.981,2 

5.501,8

8,7 %

EBITDA

177 

140,5

26,0 %

EBITDA-margin

3.0 %

2,6 %

-

 

 

Yderligere oplysninger

Administrerende direktør Morten Felding, Atea A/S
Mobil 30 78 01 00
E-mail morten.felding@atea.dk