Spring til indhold
Pressemeddelelse 13-06-2015

Orientering om sigtelse

Ballerup, den 13. juni 2015 – Administrerende direktør for Atea Danmark, Morten Felding, ønsker selv at stå frem og informere om, at han er blandt de sigtede i sagen.

Sigtelsen drejer sig alene og udelukkende om ikke at have grebet rettidigt ind over for en rejse til Dubai. Ingen i Ateas ledelse er blandt de seks varetægtsfængslede.

På turen til Dubai, der var foranlediget af en medarbejder i Region Sjælland, deltog i alt fem personer: En person fra Rigspolitiet, en fra Region Sjælland og tre – nu tidligere – ledende personer fra Atea. De tre sidstnævnte arbejder nu alle for den samme konkurrerende virksomhed.

Turen til Dubai blev planlagt og bestilt før den nuværende administrerende direktør Morten Felding blev ansat i maj 2014.

Sigtelsen handler udelukkende om, at der ikke blev grebet hurtigere og hårdere ind over for turen.

Da Morten Felding i efteråret 2014 blev bekendt med turen, satte han en stopper for sådan praksis og indskærpede Ateas regler og forretningspraksis. Det betød blandt andet en skriftlig advarsel til en ledende medarbejder, som siden valgte at forlade Atea. Denne medarbejder er nu ansat i samme virksomhed, som de andre tidligere personer i Ateas ledelse, der havde foranlediget turen til Dubai. 

Turen til Dubai var ikke af en karakter, som den nuværende Atea-ledelse kan stå inde for. Derfor blev der grebet ind med en advarsel og indskærpelse af regler. Konkurrence skal ske på fair vilkår, og den type adfærd bliver ikke accepteret i Atea.

”Jeg gjorde mig på det tidspunkt ikke begreb om omfanget. Jeg handlede ud fra en overbevisning om, at jeg ryddede op og satte ind over for dårlig praksis, som omhandlede tidligere medarbejdere, der ikke er her længere. Og en stopper blev der sat. Det har faktisk været medvirkende til, at sagen nu er endt, som den er,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea Danmark.

Atea har respekteret navneforbuddet i sagen, og er derfor ikke stået frem med sigtelsen tidligere. Morten Felding ønskede desuden en mulighed for at fortælle børn og familie om sigtelsen, inden det stod at læse i avisen.

Ateas ledelse gør alt, hvad de kan for at rydde op efter den tidligere ledelse.

Sigtelsen i sin fulde længde:

Morten Felding sigtes for overtrædelse af straffelovens §122 ved i november 2014, som administrerende direktør for Atea A/S, der havde it-kontrakter med bl.a. Region Sjælland, at have undladt at gribe ind over for, at virksomheden uberettiget forærede medarbejder ved Region Sjælland (navn tilbageholdt grundet navneforbud i sagen) en rejse til Dubai til en værdi af et endnu ukendt beløb, alt for at formå Region Sjælland til at opretholde den forretningsmæssige forbindelse med Atea A/S.