Atea lancerer nyt netværk: Flere skal genbruge deres it-udstyr
Ballerup, den 30. januar 2023 - Atea, der står bag Nordens største genanvendelsesprogram for brugt it-udstyr, Atea Return, iværksætter et nyt initiativ, der understøtter den cirkulære økonomi. 100% Klubben er et gratis netværk, der skal bidrage til maksimal udnyttelse af brugte digitale enheder. Dermed fortsætter Atea med at styrke sit fokus på genanvendt it.
”Ambitionen er, at vi alle bliver meget bedre til at genanvende brugt it-udstyr. Vi kalder netværket 100% Klubben, fordi målet er, at medlemmerne på sigt skal kunne genbruge alle enheder en til en,” siger Andreas Schjølin, Sustainability Manager i Atea.
Den samme ambition har Atea, der netop er kåret af Corporate Knights som verdens mest bæredygtige virksomhed inden for it-servicebranchen. I 2030 vil virksomheden genanvende lige så mange enheder, som den sælger. Samtidig skal Atea bruge sin position til at påvirke en million it-brugere i Norden til mere bæredygtig brug af it-udstyr. Her spiller 100% Klubben en vigtig rolle.
”Som Nordens største it-leverandør har vi et ansvar for at gå forrest i udviklingen af en mere bæredygtig it-branche og bidrage til, at andre virksomheder og brancher kan reducere mængden af it-affald og dets negative aftryk på klimaet,” siger Andreas Schjølin, Sustainability Manager i Atea.
Massive CO2-besparelser samler støv
I 2022 blev 5,3 milliarder af verdens mobiltelefoner/smartphones taget ud af brug, anslår paraplyorganisationen for håndtering af elektronisk udstyr og affald, WEEE Forum. I Danmark bliver ca. 40 procent af det brugte it-udstyr genbrugt*, mens resten samler støv i skuffer og kældre.
En af forklaringerne er ifølge Ateas Sustainability Manager, at virksomheder og private forbrugere ikke har kendskab til brugt elektroniks værdi eller udløbsdato. Fx ligger mange skoler inde med hundredvis af gamle iPads i kælderen, som ellers kunne have fået et helt nyt liv, hvis det var blevet håndteret i rette tid.
”Vi har gennem flere år i digitaliseringens navn fokuseret på alt det nye og glemt, at gamle enheder repræsenterer en betydelig værdi. Både i økonomisk forstand og i kraft af de mange værdifulde metaller, som kan spare klimaet for tonsvis af CO2, hvis de bliver genanvendt i ny hardware,” siger Andreas Schjølin, Sustainability Manager i Atea.
Ifølge Ateas beregninger kan en virksomhed reducere sit CO2-aftryk med op til 43 procent ved at indsamle og genbruge it-udstyr og samtidig nedbringe udvindingen af metaller og konfliktmineraler. Siden 2020 har Atea selv håndteret 1,4 millioner enheder i Norden igennem genanvendelsesprogrammet Atea Return.
”Der sker noget dramatisk, når først vi begynder at stille skarpt på elektronik og omfanget af både spild og ressourcer. Vores data viser, at virksomheder med de rette processer og redskaber har en dobbelt så høj udnyttelses-, og genanvendelsesgrad af brugte enheder i forhold til andre virksomheder,” siger Andreas Schjølin.
Ballerup kommune er netop blevet en del af 100% Klubben for at styrke indsatsen på klimaområdet og den cirkulære økonomi. Kommunen har flere initiativer om overskudsdeling og genanvendelse i støbeskeen. Her ligger netværket ifølge erhvervsudviklingschef i Ballerup Business, Claudia Westh Lonning helt i tråd med kommunens ambitioner.
”Via 100% Klubben får Ballerup kommune blandt andet inspiration til, hvordan vi kan arbejde med og måle effekten af it-genanvendelse i samarbejde med kommunens borgere og virksomheder,” siger Claudia Westh Lonning.
En vigtig del af løsningen ligger nemlig i den software, Atea stiller til rådighed og oplærer medlemmerne af 100% Klubben i. Her kan medlemmerne via et dashboard få et komplet overblik over deres it-infrastruktur – herunder indkøb og antal genbrugte/genanvendte enheder. Det giver mulighed for at sætte konkrete bæredygtighedsmål, der kan benyttes i CSR-rapporteringen og i kommunikationen til medarbejderne. Atea afholder også flere årlige ERFA-events i netværket, hvor medlemmerne får mulighed for at sparre med hinanden.
100% Klubben sætter ambitiøst mål
100% Klubben har allerede 50 danske medlemmer, og målet er at runde 100 medlemmer i år.
Det er gratis at være medlem af netværket, og alle kan være med - fra den lille friskole til den store produktionsvirksomhed. Man behøver hverken at være eller blive kunde hos Atea for at være en del af 100% Klubben. Det eneste krav er, at medlemmerne vil gå aktivt ind i arbejdet med at genanvende og genbruge digitale enheder og dermed reducere antallet af ubrugte it-enheder.
* Kilde: https://www.statista.com/statistics/632721/e-waste-recycling-denmark/
For yderligere information
Nanna Benting Pelch, PR & Communications, Atea
E-mail: nabe@atea.dk
Telefon: +45 3078 0353
Atea bygger Danmark med it
Som Nordens største it-leverandør tager Atea ansvar for at reducere it-branchens negative klimaaftryk. Atea iværksætter løbende initiativer, der skal nedbringe Ateas CO2-udledning og inspirere branchen til at følge trop. It og teknologi spiller en central rolle i den grønne omstilling, og vi arbejder derfor også på at hjælpe vores kunder med at reducere deres negative klimaaftryk gennem de rette digitale løsninger. Atea har blandt andet modtaget den højeste anerkendelse fra vurderingsbureauet EcoVadis for vores bæredygtighedsindsats (2022) og er listet på Corporate Knight’s Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder (2023).